1. Ved at klikke herunder kan du se en 4 minutters video fra YouTube. Videoen viser CAN III med Stig Ekblom og familien ombord - sejlende fra Sæby til Østerby på Læsø. Det blæste frisk fra SW, så farten var høj på det dejligt flade vand mellem Rønner Rev og Østerby. En Nordisk Krydser opnår en lang vandlinie ved høj fart, så farten kan blive endnu højere. Gennemsnitsfarten fra Rønner Revs NE-bøje til Østerby Havn var 9 knob! Klik her til YouTube

For nogle år siden fik jeg noget af en overraskelse, da jeg lidt hen på sæsonen ville stramme kølboltene for at få min  spidsgatter helt tør i bunden. Boltene begyndte at dreje rundt med møtrikken og sivningen tog til. Det havde naturligvis været smartere at stramme boltene før båden blev sat i vandet, men den erfaring rigere, måtte jeg nu hurtigst muligt have båden op, inden det gik rigtigt galt. På land fik jeg fat i en bådebygger til at skifte boltene, så jeg kunne få båden klar til stævnet en uge senere. Det var ikke spor for tidligt, for alle bolte, på nær ene enkelt som var blevet skiftet 25 år tidligere, viste sig at være tæret igennem. Det var umuligt at banke de gamle bolte ud, og den jernstang bådebyggeren benyttet som dorn, gled af mod den nederste del af bolten, flækkede dødtræet, og satte sig uhjælpeligt fast i kølen, hvor den måtte saves af og efterlades. Som en nødløsning placerede bådebyggeren nogle klodser i bunden, og borede huller gennem dem og kølen til nye kølbolte. Nu kunne jeg sejle resten af sæsonen uden risiko for at kølen faldt af, men kønt så det jo ikke ud under bundbrædderne - og tæt var båden bestemt heller ikke. Under boringen af huller til de nye kølbolte havde det vist sig at kølplanken var i meget dårlig stand. Det der kom op med boret mindede mere om muld end træ, så det var kun et spørgsmål om tid, før der skulle gøres noget drastisk. Bådebyggeren foreslog at beklæde skroget med glasfiber, men ”ligklædet” var ikke nogen reparation der tiltalte hverken mig eller dem jeg rådførte mig med.
		De gamle kølbolte - i ussel forfatning

Tidligere havde jeg selv udskiftet planker i dækket, bygget nyt ruf, forluge med mere, men arbejde under vandlinien havde jeg ikke turdet binde an med. På biblioteket lånte jeg bøger om restaurering af træbåde, og rådførte mig med andre træbådsejere, som alle var meget optimistiske. Det var dog for stor en omgave til at jeg kunne løse den alene, så jeg fik en aftale med bådebyggeren om at placere båden i hans hal over vinteren, hvor jeg kunne låne værktøj, og få råd og hjælp i det omfang det måtte vise sig nødvendig.

Stakkels gamle "Mita" - uden understel

Bunden af 10 spanter samt en del svøb var møre, ligesom forreste og agterste bjørn skulle have en stor lus i bunden.  Dette var projektets absolutte lavpunkt. Bunden af båden lignede med sine sorte spant- og svøbender en forkullet brandtomt, og ligegyldigt hvor man stak i træet, dukkede uforudsete problemer op. Som prikken over i´et gav velmenende mennesker mig det råd at sælge motoren og kassere resten, for dog at redde hvad reddes kunne. I stedet gik turen til Hans Larsens savværk hvor der skulle gøres storindkøb, 7.500 kostede det for eg, lærk og ask, og så var der endda ikke meget af træet til bundstokke der var vokset i den form vi ønskede.

Vi kunne ikke tillade os at ignorere problemet, så løsningen blev at save den del af stævnen der var fri af bordene bort over et stykke på en meter, og efterfølgende fræse mest muligt af stævnens træ mellem bordene bort, uden at komme ud til skruerne der holdt bordene. Herefter blev der limet et nyt stykke træ med en lang tap i stævnen.		Den nederste del af agterstævnen var svækket hvor der ved bygningen var blevet benyttet træ med knaster, så mens den alligevel var blotlagt efter fjernelse af de nederste bord, valgte vi også at sætte et nyt stykke træ i bunden.

Fjernelse af bundstokke, spant og svøb havde efterladt huller i skroget fra skruer og nitter som nu måtte proppes. Der blev boret 2/3 ind i bordene udefra, og en stor konisk prop sat i, og efterfølgende boret et mindre hul indefra som ligeledes blev proppet, så hullet blev fyldt helt ud. Nogle steder var bordene så medtagne, at der måtte sættes større eller mindre lus i, 14 stk. blev det til, og nogle hundrede skruehuller der måtte proppes, så jeg fik efterhånden oparbejdet en vis rutine.

Det havde ikke været muligt at finde kalmersk fyr til de nye bord, så vi måtte nøjes med lærk, men efter de var monteret begyndte båden igen at ligne noget der kunne sejle, og bådebyggeren gik i gang med kalfatringen.		Roret havde efter afmontering om efteråret ligget upåagtet i et hjørne, men da vi fik det frem, viste det sig at selve rorbladet var mørt ved udskæringen til propellen, hvor det tidligere var repareret med epoxy, så hele rorbladet måtte også skiftes.

Efter de store opgaver var montering af aptering og tilpasning af dørk for småting at regne, og efter motoren var blevet malet og lagt i, kunne jeg gå i gang med forårsklargøringen. Søsætningen fandt sted i begyndelsen af maj, og jeg var glad for at problemerne endeligt var overstået. I løbet af de følgende uger viste det sig imidlertid at båden efter at være tørret godt ud i løbet af vinteren, nu var blevet kalfatret for hårdt. Flere bord begyndte at bue under presset, og havnens ”old timers” rystede på hovedet. Det tryk der nu var på bordene gjorde det umuligt at afhjælpe, og først den følgende vinter blev det muligt at fjerne noget af den overskydende kalfatring, samt udskifte et medtaget bord, så overtrykket forsvandt, og bordene fik et mere normalt udseende.

Alt i alt har vi nok lagt tæt ved 400 timer i hele projektet, hvor bådbyggeren har udført de mere avancerede opgaver, og jeg de mere trivielle. Det må siges at være en stor investering i det fartøj som mine venner noget respektløst kalder ”træskoen”, men jeg trøster mig med, at den nu har gode muligheder for at klare sit 100 års jubilæum i 2036.

Michael Frellsen, 26 m2 Spidsgatter ”Mita”