Staa aldrig

Jeg har med raseri læst jeres gruopvækkende beretning om en stranding på Kronborgspynten.

En familie var i tiltagende vind - øgende til nordvestlig kuling - sejlet hjemad mod Helsingør Nordhavn fra en svensk havn ovre på den anden side af Sundet, men de kom i havsnød, da de ikke kunne komme ind i deres hjemhavn, idet de måtte krydse ind for genuaen.

De startede motoren, men så kom storsejlsskødet i skruen. Herefter tog de genuaen ned og hækankrede foran havnen - i pålandskuling. De prajede desperat adskillige både, der til deres forargelse afviste at hjælpe dem.

Enden på affæren blev, at båden drev for ankeret i søgangen og strandede på stensætningen foran Kronborg, og de ombordværende - herunder en kammerat til et af deres egne børn - kom i livsfare under forsøgene på at springe i land på Kronborgs stensætning.

“En skæbnefortælling", udtalte min samleverske, der ikke kunne siges at være en kyndig sejler, men som godt kunne se, at fremstillingen af begivenhederne bar præg af en uafvendelig katastrofe.

Med den iøjnefaldende mangel på besværlige analyser af hændelsesforløbet kunne man næsten fristes til at tro, at beretningen fra ende til anden var skrevet af den temmeligt uheldige skipper selv.
Det ene uheld havde fulgt det andet, og uheldigvis endte båden og dens besætning - nej, ikke med kors og bånd og stjerner på - men på stenene ved Kronborg.

Eneste konklusion af historien måtte være - altså sådan som den var fortalt - at vi vist i det hele taget hellere må afholde os fra at sejle mere ude på det rigtige vand. Alle kan jo være uheldige, og vi kan ihvertfald ikke forlade os på DMI’s vejrmelding, for den lover kun 12 meter i sekundet, når sejlklubbens vindmåler viser 22.

Noget eller nogen udenforstående måtte gives skylden, så den gik altså til uheldet og til Danmarks Meteorologiske Institut.

Artiklen forbiså fuldstændig en række dybt problematiske beslutninger fra skipperens side:

- efter forgæves at have forsøgt at krydse ind i havneindløbet for genuaen alene - i søgangen og i den hårde vind - startede man motoren, men da den ikke kunne trække på grund af at der kom et skøde i skruen, tog besætningen sit eneste sikre manøvremiddel - forsejlet - ned

- og ankrede så i søgangen nogle få hundrede meter fra land - i pålandsvind

- for derefter fortvivlet at kræve hjælp af de forbipasserende både - fremfor selv at løse sit endnu ret lille problem

- ankeret var sat fra hækken,så søerne slog ind over båden agtenfra og forøgede mareridtet

- da moderen midt i panikken gik ned i kahytten for at trøste børnene, gjorde faderen ikke noget for selv at sætte forsejlet igen, men sad blot paralyseret, mens båden ubønhørligt nærmede sig stranden - drivende for ankeret.

Artiklen fremførte at skipperen havde årelang sejlererfaring, og her ser jeg en uhyggelig tendens:
For alt for mange sejlere - tja, langt de fleste, også de erfarne - er motoren tydeligvis kommet til at udgøre den vigtigste redningsplanke i hårdt vejr.
Så når motoren svigter, er alt håb åbenbart ude. Det er blevet logik for nutids-sejlere og sprællemænd.

For 200 år siden kunne sejlskuderne knapt krydse op mod vinden, og slet ikke i hårdt vejr. De måtte hjælpeløst lade sig drive på land, hvis stormen stod ret på kysten. Et sidste redningsforsøg med ankring lykkedes som regel ikke. De kunne have haft gavn af en motor dengang, men det var der jo ingen mulighed for.

Idag har vi vidunderlige sejlbåde, der kan krydse frem mod vinden, selv i orkan. Alligevel gøres motoren til alfa og omega for de fleste, og mangt et forlis har været følgen heraf.

Lige så sikkert som at en flyvemaskine daler til jorden ved motorstop - kommer sejlbåden åbenbart i havsnød, når motoren går ud. Selvfølgelig kunne det afhjælpes ved at alle både fik 2 motorer og 2 skruer. Men problemet er først og fremmest psykologisk.

Jeg er fuldstændig sikker på at ovenfor omtalte sejlbåd kunne have undgået fare og forlis, hvis skipperen havde valgt at vende båden og beholde forsejlet oppe, da han opdagede at motoren ikke kunne trække. For en fyldig halvvind, nej endda en god agten for tværs, kunne han så have sejlet rundt om hjørnet - frejdigt syngende "med Kronborg om styrbord" - og ned i smult vande i Sundet, for så i ro og mag at anløbe en passende havn i herligt landlæ.

Alt ville have været idyl frem for katastrofe. Men motorens svigten sendte alle ombordværende i trance – slaget var tabt, nu var her kun tilbage at afvente sin grumme skæbne.

Jeg bedømmer forløbet som et resultat af manglende viden, øvelse og erfaring - og en fremherskende dårlig sejlerkultur. Mageligheden blandt nutidssejlere er påfaldende. Det er i vore dage nærmest en undtagelse at se moderne familiebåde krydse for sejl alene, og det er så godt som uset, at både går i havn for sejl alene.

Og når vinden piver lidt, så bliver der godt nok ensomt derude for sådan nogen som mig ude på vandet, for ingen andre gider (eller tør?) gå ud og øve hårdtvejrssejladsen.

Når et våben ikke anvendes og vedligeholdes, bliver det sløvt og anløbent. Alle, der har lært at sejle i sejlerskole, har også lært at gå i havn for sejl, at klare sig uden motor - og at sejle i frisk vejr.
I gamle dage var det en dyd at sejle sådan. Idag bliver den slags nærmest betragtet som vanvid.

Et af resultaterne heraf ses for eksempel i ovennævnte forløb. Min opfordring er derfor:

- prøv at overvinde bekvemmeligheden - kryds lidt mere for sejl alene, når vinden er stik imod.
Det indgyder mod til at kunne tage sig frem for sejl under alle vindforhold.

- når forholdene er til det, så prøv at øve havneanløb for sejl.
Herefter vil motoren med garanti miste noget af sin vanemæssige betydning som redningsplanke.

- tag en sejltur i ny og næ, når det blæser godt.
Så bliver det ikke mere nødvendigt at give Danmarks Meteorologiske Institut skylden, fordi man ikke evner at sejle, når man bliver overrumplet af en kraftig byge eller af mere vind end de havde forudsagt.

Når man som omtalte skipper har påtaget sig ansvaret for at føre et lystfartøj, at tage familien og endda andre folks børn med ud at sejle, så er man forpligtet til at have sine færdigheder i orden.
Disse færdigheder skal holdes vedlige - ellers forfalder de og bliver i bedste fald rent teoretiske.

Vejret er ret uberegneligt, selv for DMI. Vil man begive sig ud i det, så må man være klar til at møde lidt af hvert - og være rustet til det.
Kun en tåbe frygter ikke havet. Havet bestemmer selv sin tilstand. Det kan ikke overvindes eller beherskes, hverken med en masse hestekræfter, en masse smart elektronisk udstyr - eller med drømme om 100% sikre vejrmeldinger.

Derfor vil det altid være spændende at sejle - der vil altid forekomme udfordringer og strabadser. Og derfor er det at sejle en livslang uddannelse, som udøves gennem øvelse, øvelse og atter øvelse, med respekt for - og fortløbende studier af - havets og vejrets luner.

Altsammen forenet med omtanke, det nødvendige udstyr, opsøgen og inddragelse af andres erfaringer - og endnu engang øvelse. Det er hvad der skal til for at bringe os sikkert omkring, ud og hjem.

Gider du ikke det, så stå aldrig til søs, lad de andre stå...

Stig Ekblom
motorfri træbådssejler (ja, kan det være farligere?)

Stå aldrig til søs … eller: med Kronborg om styrbord