1. Min egen lille indledning
  2. Ole Schierbecks kapitel om sejl-sejlere i bogen "Rundt om Sjælland Rundt"
  3. Om en sejlbåds grundstødning på Hven 1995 - "Ak disse motorer, og så i sejlbåde"
  4. En stranding på Kronborgpynten - motoren duede ikke. "Stå aldrig til søs"

  1.
Jeg holder mest af at sejle på naturens præmisser, helt uden motor. Her finder jeg den ædleste form for sejlsport – den største udfordring for en sejler. Alt andet nærmer sig transport – og hænger alt for meget sammen  med det almindelige stress og jag, som vort dagligliv er så præget af.

Som sejl-sejler kan man ikke kontrollere verden; man må underkaste sig de naturgivne betingelser.
Her må man dvæle i sendrægtig fremfart, når vinden holder pause  - og kan opleve at marsvin og store fisk kommer ganske tæt på båden. Og her må man sejle forbi en havn, der ligger forkert for vinden og tage den næste. Nogen gange sejle dag og nat for at komme frem, andre gange lade sig overfalde af uvejr, fordi man ikke kunne nå at komme i havn eller læ pga. for svage vinde.

Det føles ikke så sikkert og komfortabelt som motor-sejleriet – men det er her man lærer og forstår noget om udvikling i vejr, sø og vind, og tager konsekvensen af det på naturens betingelser. Her lærer mennesket at være ydmygt frem for opblæst – og her lærer man at yde sit bedste som sejler under alle vindforhold.

   2.

Du kan også lige først læse, hvad Ole Schierbeck skrev om sejl-sejleren i bogen

".....Sejlbådsfolket kan også opdeles i grupper. Dem med motor om bord (hjælpemotor, hedder den ganske vist) og dem uden. Også mellem dem hersker der mentalitetsforskelle og varianter af sejlnydelsen.
Sejleren, som ikke har en motor om bord, sejler ikke for at udfylde en køreplan. For at nå fra et sted til et andet på kortest mulig tid. For ham eller hende er dette at sejle at gøre noget på, med eller i vandet, at leve under de vilkår, som vejr, vind og vand skaber. Man sejler med sindet og finder ro og lykke ved netop at underkaste sig de naturkræfter, som vi i næsten al anden udfoldelse har vænnet os til at eliminere. Det er at vende tilbage til naturen, som Rousseau sagde - uden at vende det hvide ud af øjnene.

Vi kan tænde for centralvarmen, når det bliver koldt og skutte os hyggeligt inden døre. Vi kan tage toget eller bilen, når vi i dårligt vejr skal fra et sted til et andet, og vi kan på minuttet beregne, hvornår vi ankommer - hvis vi da ikke lige har lagt vor landværts transport i hænderne på kystbanen - og den kliché, vi ynder at bruge, når vi snakker om »vor fortravlede tid«, har selvfølgelig en sammenhæng med dette livsmønster.

Selvfølgelig kan man medbringe en motor og nå frem til den havn, man nu engang har besluttet sig for, uanset hvordan vinden blæser, hvordan vandet tér sig og uanset at indsejlingen til havnen er lang og smal og nærmest umulig at forcere for sejl alene, hvis vinden behager at være stik imod og der skal krydses hele vejen. Selvfølgelig kan man medbringe radio, TV, køleskab og telefon og forflytte hele sin mage-lige dagligstuekomfort til vandet. Men prisen for at gøre det er sandelig også, at man aldrig kommer til at opleve fornøjelsen ved at skulle planlægge på vejrets vilkår og se det hele gennemført på vellykket vis.
Vore forfædre sejlede i årtusinder, længe før maskinen blev opfundet. Nogle af dem, vikingerne, skrev sig på det mest gruopvækkende ind i historien, fordi de både kunne sejle og slås bagefter. Jeg ved selvfølgelig ikke noget om det, men vil alligevel hævde, at den mere fredelige del af vort sejlende ophav blev rolige og sindige mennesker, fordi nødvendigheden havde lagt dem i blodet, at de intet kunne stille op, hvis vinden og vandet havde andre planer.

At sejle er at renoncere på præcis planlægning, på sikre havne klokken 17 (inden supermarkedets lukketid) og på at nå derhen eller derned i morgen. Sejladsens charme ligger blandt andet i uvisheden, når man ligger derude, tre sømil fra havn og vinden dør hen uden at vise mine til at vende tilbage. Jamen så smider man ankeret og bliver liggende, og det er i grunden ikke det værste, der findes, hvis man har forberedt sig på denne mulighed og ikke ligger lige midt i sejlrenden i Øresund eller Kattegat.

Sejl-sejlerens luksusliv består blandt andet i at have eller tage sig tid til at gøre grundige, taktiske overvejelser om, hvor vejret levner ham mulighed for at færdes i arkipelaget. Vinden er vilkåret. Vender den pludselig en antydning (»rummer« eller »skralder«, som det hedder i den indforståede jargon), må sejleren sjusse sig til, om det er et forbigående lune, eller om den vender tilbage, om den vil fortsætte sin runddans, så alle planer nu må ændres.

At gøre sig den slags overvejelser på et kvalificeret niveau kræver lidt meteorologisk indsigt og tvinger én i lidt nærmere kontakt med den natur, vi er vant til at betragte som noget, der bare er der, og som vi ikke kalkulerer med på ret mange andre måder, end at vi om morgenen overvejer, om vi skal tage gummistøvlerne på eller paraplyen med.

Vinden, vandet og vejret har sine luner, og med lidt øvelse lærer man sig at lure dem af. At være en god sejler har mindre at gøre med at foretage sig det rigtige i den givne situation, end med at indstille sig på, at det ikke nytter at bande over, at vilkårene ikke arter sig, som man selv kunne tænke sig det.

Sejl-sejleren skal kunne tænke meteorologisk. Havnen x-købing ligger rimeligt godt i forhold til det grove rids af sommerferieturen, men hvordan er den at anløbe eller at opholde sig i, hvis vinden holder sig? Er der plads til at svaje rundt inde i havnebassinet og til i fred og ro at tage bestik af mulighederne og rende tempoet af uhyret uden uoprettelig skade på egen og andres tonnage, for desværre er sejlbåde ikke forsynet med nogen fodbremse? Eller skal sejlene smides i indløbet og ankeret holdes klar? Hvordan er havnen at færdes i, hvis den er helt eller halvt fyldt, hvilket man aldrig kan vide noget om, før man er kommet ind bag dækmolerne? Kommer vi til at ligge som nr. syv fra kajen med fire andre uden på os, så vi natten igennem kommer til at vugge i takt med det forelskede unge pars seksuelle sysler i den blå folkebåd tre numre længere ude? Hvad fortæller Havnelodsen, den trofaste håndbog - ikke om seksuelle sysler i blå folkebåde - men om vanddybder, færgetrafik i havnen, havnepenge osv. osv? Kan vi krydse os op gennem den lange rende uden at komme til at stå i mudder til lønningen?

Sejl-sejlere er en uddøende race, som erfaringsmæssigt påkalder sig lettere hovedrysten og middelsvær irritation fra de øvrige. De beskyldes for at gøre det vanskeligere for de andre, for at blære sig, når de anløber en fyldt havn for sejl alene, og de er selvfølgelig skydeskive for spe og spotsk tale, hvis noget går galt, hvad det nemt kan. Tilmed har dette »noget« det med at indfinde sig på de mest upassende tidspunkter, når flest mulig glor på. Alle manøvrer følges med lettere skadefro blikke fra de trygt fortøjede, som ofte ikke har andet at tage sig til, end at nyde synet af andres mangelfulde formåen. Egen succes er god, men andres fiasko er rigtignok heller ikke at foragte, som man siger.

Og hvordan er havnen så at opholde sig i, hvis vinden suser lige ind af indløbet? Står vandet uroligt i havnebassinet, så vi natten igennem holdes vågne af vuggeriet og de knirkende fendere mellem os selv og naboen?

En meget stor del af disse overvejelser kan motorsejleren på forhånd give en god dag i. Han eller hun kan på god og sikker afstand af havnen smide sejlene, sætte de medbragte hestekræfter i omdrejninger og sejle stille og roligt ind i havnen, uanset hvilke lumske planer render, bølger, strøm eller vind måtte have. Motoren forcerer alt på sine vilkår. Til gengæld lærer motorsejleren ikke at klare den vanskelige situation og geråder uhjælpelig i afmagt, hvis hestekræfterne af en eller anden grund svigter. Grundene kan være mange - og bittesmå.

Om det var ukyndighed eller et øjebliks måske forståelig panik, der for nogle år siden anskueliggjorde teorien i nærheden af Helsingør Nordhavn, skal jeg lade være usagt, men en stor, ny og meget smuk båd kom i en hård, nordøstlig vind, kuling måske endog, sejlende nordfra for at gå ind i Helsingør Nordhavn, hvis indsejling vender imod sydøst. Alt fungerede perfekt om bord. Sejleren bjærgede i god tid sine sejl og satte motoren i gang.

Der var lange, rullende søer ind på bagbords låring, men det gjorde ikke noget, for afstanden til læmolen omkring Nordhavnen var fornuftig, og motoren trak upåklageligt, indtil en stump upåagtet tovværk gled over lønningen og fik fat i skruen. I løbet af nogle sekunder havde tovværket viklet sig så stramt om skrueakslen, at motoren gik i stå. Storsejlet var trukket ned og lå beslået om bommen, og fokken var på vej af forstaget.

Nu tog søerne fat i skibet, som var uden styrefart, og mindre end fem minutter efter lå båden og hamrede hårdt ind i stenene neden for Kronborg. Totalforlist.

Lykkeligvis kom ingen af de ombordværende til skade, men kunne gå tørskoet i land. Sejlbåden kunne være reddet, bare fokken i tide var blevet halet til vejrs. Så kunne sejleren for fokken alene have taget sig en tur ned i Sundet, sat storsejlet og krydset tilbage til havnen. Men bringer man sig i en situation, hvor det er afgørende, at motoren virker, er man sårbar.

En lignende trist begivenhed blev vi øjenvidner til på Sejrø for nogle år siden. Her var en splinterny motorsejler til flere hundrede tusinde kroner hovedpersonen. Ejeren havde fået leveret skibet samme dag i Gilleleje og var netop startet på ferieturen. Der stod en hård, sydvestlig vind ind på Sejrøs sydkyst. Motorsejleren var for sejl kommet for tæt ind under kysten, som er stenfyldt og lumsk. Han var på vej imod havnen, som ligger et godt stykke nede ad sydkysten, og som om det ikke var nok, at han lå for tæt på den stenfyldte kyst, brast et af vanterne, der holder stormasten, i vindsiden. Det viste sig senere, at vantet ikke var korrekt monteret. Det havde været for kort og var blevet forlænget med sjækler, så vantskruen ikke havde fat i røstjernet på dækket.

Sejleren forsøgte korrekt at vende båden, så han fik vinden ind fra den modsatte side. Et bristet vant til luv er ensbetydende med en brækket mast. Men han fik ikke vendingen foretaget tilstrækkelig hurtigt. Uheldet kom bag på ham, og båden gik i stå, så han ikke havde styrefart til vendingen. For nu at klare sig ud af en modbydelig situation midt i brækkende sø og brænding, ville han starte sin motor, som svigtede. Ved nærmere undersøgelse af vraget nogen tid senere fandt man ud af, at den ene af de to kabelsko ikke var spændt efter. Den havde ikke forbindelse til batteriet. En halv omgang med en svensknøgle kunne have reddet situationen, med problemet var at finde ud af, hvor den halve omgang skulle drejes, inden det var for sent.

Sejl-sejleren er mere beskyttet imod situationer af denne art, alene fordi han ikke forventer sig nogen form for støtte af drilske maskiner, som mindst vil det, når man mest har brug for det. Derfor tilrettelægges sejladsen anderledes. Han holder sig forsigtigt på god afstand af læ kyster og trækker til havs, hvis der viser sig tegn på opfriskende vejr, planlægger enhver manøvre grundigt og holder sig for øje, at jammer ikke hjælper, hvis vilkårene ændres, så han ikke når frem til den havn, han havde udset sig. Han må muligvis vælge en anden, som hverken passer til rute eller temperament, men har man først lært sig at leve med dette vilkår, frembyder det netop en af de charmerende sider ved at sejle. Indkalkulationen af uafvendeligheden som et grundvilkår. At man ikke selv kan bestemme alting.

Kan man ikke leve med denne uforudsigelighed, må man gøre sig til herre over vilkårene ved at kunne håndtere dem - eller give sig oktantallene i vold. Og det sidste kan såmænd være godt nok, men den helt store sejloplevelse ligger ikke og venter.  Så bliver båden bare en anden form for transportmiddel, og selve sejladsen reduceres til noget sekundært.

Hvilket ikke er godt nok.

At sejle er at lade sig trække, trykke eller skubbe af vinden, stundom tillige at lade sig suge af søerne. Det stiller nogle krav til psyken, men betaler så rigeligt investeringen tilbage.

At måle tingene med denne alen sætter Sjælland Rundt i et lidt andet perspektiv. Her er alle nemlig stillet ens. Om de har hestekræfter i bunden eller ej, spiller ingen rolle, for de må ikke bruges. Alle skal sejle - og kun for sejl. At danse rundt om sin ø denne ene gang om året og se til, at alt nu står ordentligt til derinde, at få det årlige overblik og opleve, hvordan kendte, søvnige farvande pludselig ændrer karakter og ydre, hvordan strømmen vender bunden i vejret på alle planer og hensigter, og hvordan der pludselig skal improviseres, fordi naturen ikke lader sig sætte på brøkstreger, men kun gør, hvad den selv vil og ser strengt på den, der trodser den, eller forsøger at gå i rette med den, det er at sejle og opleve det hele.

At komme hele vejen rundt giver frem for noget en varm glæde:
Glæden ved at kunne. Skidt så med, hvornår man er fremme, skidt så med, om det er godt eller skidt i forhold til stakånderne, der ikke nyder, men bare blæser afsted. Og skidt så med, at det alt sammen er dårlige undskyldninger, fordi man ikke formår at gøre det bedre. Når båden atter ligger derude i de trygge, hjemlige agterfortøjninger som et svanedun efter 225 sømil og har gjort sin gode del af jobbet, kan man sige til sig selv, at det er gennemført, og at man kunne klare sig gennem vanskelige farvande, navigere, så det passede og står rustet til nye farer."