Ak, disse motorer og så i sejlbåde

Nu her i sommers (2005) var den der igen – det med de motorer i sejlbådene. Jeg havde lige afleveret familien i Tårbæk, så de kunne tage med bus og tog hjem fra sejlferien, der dette år var gået til Rügen. Jeg krydsede med påkrævet behændighed ud fra inderhavnen i frisk sydlig vind, 8-9 m/s og satte kursen mod Hven, hvor jeg ville gå ind i Norreborg Havn.

Mens jeg i kikkert nydende fulgte en trimarans herlige spurten for vinden, fik jeg med et - langt omme bag trimaranen - øje på en sejlbåd, der gik meget tæt ind på Hvens sydspids, hvor den pludselig stod meget stille og betænkeligt skråt.

En god halv time senere rundede jeg hjørnet og så at to mindre fartøjer fra den svenske søredningstjeneste var fremme ved den danske sejlbåd på grunden – men deres både var da vist for små til at kunne trække sejlbåden fri af de store sten her. Nu kunne jeg jo intet udrette med min egen motorfrie sejlbåd, så jeg fortsatte til Norreborg.

Så snart jeg havde fortøjet der, spadserede jeg ad Hakenstigen ned forbi Bäckviken.

Bedst som jeg kom hen og kiggede ud over skrænten ved øens sydende, så jeg en større båd fra søredningstjenesten komme slæbende med den grundstødte sejlbåd.

Jeg gik ned til havnen og fik snart historien af skipperen selv, da jeg – tro det eller ej – af en anden dansker blev bedt om at hjælpe med at få den nær havarerede båds gear til at virke. (Jeg må jo indrømme at jeg - på trods af min modstand mod anvendelsen af motorer i sejlbåde - har ganske udmærket forstand på teknik og ikke mindst motorer, det er ikke det der afholder mig fra at omgås dem...)

Historien var følgende:
Familien havde forladt Bäckviken i deres udmærkede 31 fods sejlbåd for at sejle hjem til København. Uden for havnen satte de rullegenuaen og begyndte at krydse hjemad. Med bølger, vind og strøm imod var der ikke megen fremdrift, så manden ville sætte storsejlet også, men dette satte konen sig imod, da hun frygtede at båden ville komme til at krænge for meget.

Manden startede så motoren igen, men nu ville den ikke gå i gear. Båden lå på bagbords halse – med kursen tæt om Hvens sydspids. Manden gik ned og baksede nogen tid med gearet nede fra kahytten, hvor han kunne nå selve gearvælgeren på motoren.

Lige, som skruen kom i omdrejninger, tog båden pludselig grunden. Den meget kraftige strøm her tæt på revet havde ført båden ind på stenene.
 Uhjælpeligt skrumplede båden ind over stenene, presset af vinden i forsejlet. Motoren kunne intet udrette nu, og ingen af de nærliggende både kunne komme til hjælp uden selv at komme i nød.

Den rædselsslagne familie måtte afvente den tilkaldte søredningstjenestes komme.

Kone og børn blev straks, da disse kom, ført over i en dansk sejlbåd, der lovede at tage dem til dansk havn.

Manden blev tilbage for at deltage i forsøgene på at få båden fri – hvilket den så nærmest mirakuløst kom ved at den store redningsbåd trak den fri ved faldet i mastetoppen. Et solidt skrog og en god køl sikrede at båden holdt tæt efter den hårde medfart – måske i sammenhæng med at bølgerne ligefrem havde løftet den ind over nogle sten, så den nærmest lå i smult vande bag disse.

Man må spørge sig, hvordan det dog kan komme så vidt. Nøjagtig som i Kronborg-historien, jeg har fortalt om en anden gang (se herunder), ser jeg motoren som den store synder – eller rettere den psykologiske effekt, som motoren har på besætningen, når den ikke virker.

Når motoren svigter er alt tydeligvis tabt. Alle ombord falder i en handlingslammet trance, når motoren i en presset situation ikke vil gå igang. Her var det eneste, der skulle have været gjort, at man i tide var gået over stag, og dermed var sejlet væk fra revet. Båden er en velkonstrueret sag, der med lethed krydser for genuaen alene. Men den desperate kamp for at få den frelsende motor i gang fascinerer alle så dybt, at elementære men afgørende handlinger ikke foretages.

Skipperen udtalte selv, at ”jeg havde vel nok for megen opmærksomhed på motoren, så jeg slet ikke så, hvad der ellers foregik”. Og konen ved roret sikkert ligeså, kunne man vist her tilføje.

Nu gik det hele altså alligevel, men det var da kun held. Såvel båden som de ombordværende kunne have være kommet i alvorlig fare på denne konto.

Tilbage er kun endnu engang at sige: Lad dog den forbandede motor være i fred. Brug den helst ikke. Sejlene er et storartet og utroligt sikkert redskab til at føre båden fremad og hjemad med. Det er dem man skal sætte sin lid til og klare ærterne med.

Og husk at træne i magsvejr med at gå ud og ind ad havnen for sejl – så vedligeholder man også her et beredskab til at klare en given motorløs situation med, og undgår måske den lammende panik....

Sejler man rundt med det som udgangspunkt, kan man da godt ind imellem for tidsplanernes og den hellige komforts skyld gribe til at starte motoren.

Og vil den ikke, så pyt da - for gudskelov har man jo det vigtigste på sejlbåden: Sejlene....

Stig Ekblom, Nordisk krydser CAN III

PS: Og gearet forresten, det fik vi skam til at virke, så vidt vides…

tilbage til Stig Ekblom