faroetur

Færøerne tur-retur på 3 1/2 uge


Tre mand i en båd		Maj-Juni 1992

Den fulde og sande beretning om en dramatisk færd, færdigskrevet i 1997 af
Stig Ekblom

Redigeret mange gange, sidst den 31. januar 2009

Forord

Her følger nu beretningen om 3 mands dramatiske sejlads til Færøerne og hjem igen.
Nogle spørgsmål rejser sig omkring et sådant forehavende :
Hvad får mennesker til at gøre noget sådant? Er det eventyrlyst, grænseafsøgning, styrkeprøveri, selvhævdelse eller rethaveriskhed, dumhed eller præstationsræs?
Der er nok lidt af hvert i det - og mere til.
Samværet med de kolossale naturkræfter, med det uendelige hav og den ditto himmel giver een en opfattelse af at være et fnug blandt kæmper, og det er sundt og vidunderligt. Nutidsmenneskets overdrevne selvforståelse som naturens behersker sættes i relief derude. At føle sig lille i og sammen med naturen er på een gang uhyggeligt og samtidig så uendeligt trygt. En anden pragtfuld fornemmelse er følelsen af respekt for den enorme mængde af erfaring, opbygget gennem årtusinder, og som har ført til, at vi i en nøddeskal af en båd kan begive os ud og lade os drive frem gennem naturen af dens egne kræfter. Vi kan endda trives med naturen, selv når den viser sine muskler frem.

Nogen har sagt, at de største farer for en sådan færd sjældent er elementernes rasen og pludselige forlis på uventede klipper. Farerne befinder sig blandt menneskene ombord, i deres indbyrdes forhold i det så tætte og ubrydelige samvær i den lille båd og under de prøvelser, som betingelserne giver.
Denne beretning vil ikke adskille sig fra dette princip, og det mærkelige ved ihvertfald min oplevelse af turen er, at naturoplevelserne var så vidunderlige, og at havet, dette farlige og lumske væsen, var en engel i forhold til de djævle, der fór rundt i båden på denne tur. Derfor frister havet mig fortsat, og det syder i mig af længsel efter at gøre turen igen - men for alt i verden ikke med den samme personkonstellation....

Nu følger altså en ensidig fremstilling - hvordan skulle den blive andet - af turens forløb fra ende til anden. Tro den eller lad være. Jeg kan ved gennemlæsning af beretningen godt se, at jeg fremstiller mig selv som noget af en helt og martyr, men muligheden foreligger at jeg enten ikke er kommet videre efter de 5 år og stadig ikke kan se mine fejl, eller også at jeg har glemt, hvad jeg gjorde af onde ting udover de beskrevne.

Beretningen blev nedskrevet på skrivemaskine i månederne lige efter hjemkomsten, men har ligget som manuskript i en skuffe i 5 år, før jeg scannede den ind på min computer og redigerede i den. Oprindeligt skrev jeg først selve rejseberetningen, der var nærmest uudholdeligt neutral og lignede en beretning fra et spejderblad. Derefter skrev jeg en række mere psykologisk betonede tilføjelser, der så med notehenvisninger i teksten fik deres nogenlunde rette placering i det kronologiske forløb. Disse tilføjelser har jeg puttet ind i beretningen uden at ændre væsentligt i denne. Så hvis det forekommer læseren, at der ligesom er to fortællere, en spejder og en psykolog, så har det altså sin årsag i den måde, beretningen oprindeligt blev skrevet på.

Ved redigeringen har jeg fundet nogle huller i fortællingen, nogle indforståetheder, som jeg så har prøvet at råde bod på med nogle oplysninger for at gøre forståelsen af beskrivelsen bedre. Alligevel er der nok en masse indforståetheder i beretningen, men så er der jo også overladt lidt til læserens fantasi.

Senere tilføjelse:

Flere år efter at jeg havde sat denne beretning på nettet, gav Finn Ejnar Madsen mig sin egen, men kun
påbegyndte - og dermed ufuldendte beretning. Har du lyst til at læse den før min, så kan du komme til den her

Verdensbillede

Forberedelserne

Efter at have foretaget en række vilde ekspeditioner under barske klimaforhold i Finns båd, var tanken om at sejle en tur til Færøerne vokset frem og havde slået rod. Det var oplagt, at vi skulle sejle i Finns båd, da vi havde gennemprøvet den, og da min var en meget gammel dame med ikke helt friske stålspanter, lavet i smedejern i 1931. Det havde nu nok været nemmere at overholde den oprindelige tidsplan på 3 1/2 uge, hvis vi havde sejlet i min, men kors hvor havde vi skullet lænse mange gange...

Hvad angik bemandingen havde vi haft de sædvanlige problemer. Oprindeligt var vi 4 mand, men så sprang den ene fra på grund af mangel på tid, og den anden på grund af mangel på mod. Vi var altså nu kun to, og var egentlig indstillede på at gennemføre turen som så, men en god uge før afgang hoppede en ny på, så vi blev 3.

Vort ønske var dels at få en spændende sejloplevelse, dels at bevise, at man ikke behøver alskens moderne udstyr for at klare sådan en tur. Endvidere at det kan gøres i en relativt lille båd på ganske kort tid - ja indenfor en normal industriferie - når bare man går til den og ikke farer ind til alle de klatter land, man møder på vejen, men sejler nonstop igennem.
Der var mange forberedelser at træffe; skaffe udrustning, studere vejrstatistikker, lodsbøger, strømtabeller og -kort, sætte sig ind i havneforhold og ikke mindst studere øernes geografi og kulturhistorie.

Det skortede ikke på advarsler, men som sædvanlig havde disse ingen virkning på vore planer. Nogle viste sig ikke at være helt ubegrundede, men de mest dystre blev da gjort til skamme - vi overlevede jo!

Udfra vejrstatistikkerne satte vi afrejsen til St. Bededag, fredag d. 15. Maj 1992, og seneste hjemkomstdag pinsemandag, d. 8. juni. Vi gik ud fra en rejsetid på 6 døgn hver vej, hvilket skulle vise sig at være vildt optimistisk - med de vejrforhold vi blev budt, og med den båd vi sejlede med.

Båden var en godt 20 år gammel 27 fods platgatter, bygget i Sverige af mahogny på eg, dog under vandlinien eg på eg, toprigget med aluminiumsmast. Den havde selvlænsende cockpit, var fuldkølet med et stort lateralplan (undervandsflade) - altså en fin “havbåd”.
Pantryet bestod af 2 ikke-kardansk ophængte lavtryksspritblus samt en vask med fodpumpe. Søtoilettet var en spand med en sjat vand i, placeret under forkøjerne.

Varmeanlægget udgjordes af en lille, gammeldags petroleumsovn, surret mellem skabene i kahytsadskillelsen. Den gav livsalig varme og tørring på den kolde og tågede tur over Nordsø og Nordatlant.

Primitivt? Ja, men som et flydende kongeslot, når først der er vand, så langt øjet rækker.

Et vindror var blevet tegnet og bygget som balanceror til montering på bådens udvendige ror. Takket være konstruktøren Niels’ store kompetence styrede roret næsten uafbrudt på sin jomfrurejse - under vidt forskellige forhold.

Nogle uger før afrejsen pånødede min ven Anthony os en 4-personers redningsflåde i paksæk - og en lille Seafix radiopejler. Flåden lå i den ene forkøje og var frygteligt i vejen for toiletspanden - og den viste sig jo komplet overflødig.

Til mere gavn var radiopejleren, der sammen med kompas, pejlekompas, log, ekkolod og sekstant udgjorde bådens navigationsudstyr.

Det skulle senere vise sig, at kompasset og en transistorradio havde været nok - og måske bedst - til at finde til Færøerne med.
Pres fra flere sider for at tage en VHF-radiosender med blev pure afvist. Og motor? Nej tak!

På baggrund af rygter om skyhøje priser på Færøerne provianterede vi voldsomt. 4 topfulde indkøbsvogne af varer forsvandt i stuverummene i den lille båd - utroligt. Der var til 3 mand i 3 1/2 uge plus lidt til at fare havvild på, og lange næser fik vi, da vi kom derop og opdagede, at et land halvvejs udenfor EF åbenbart har kæmpe prisfordele ved toldfrit at kunne købe overskudskrummer fra de riges bord.

Se her et kort over Færøerne

Og så afsted

Efter nogle sidste sinkende justeringer og pakkerier kom vi så afsted sent St. Bede-eftermiddag i stille, lunt vejr. På denne dag begyndte de 5 ugers tørke og hedebølge, som de hjemmeværende blev velsignede af, mens vi var oppe i halvkulden. Vind var der ikke meget af; vi drev afsted, mest for strømmen, justerende vindroret for første gang. Fra Hälsingborg fik vi kryds, i Laholmbugten øgende til hård vind til kuling - den værste strækning på hele udturen - medførende søsyge og anden elendighed ombord.
Finns båd havde af en tidligere ejer fået monteret en ekstra kølvægt af bly under jernkølen. Det gav stor stabilitet, men samtidig en skrækkelig tilbøjelighed til at nikke og kaste sig i søen. Det alt for store oprettende moment fik den til at bevæge sig som en stiv traktor på en frossen pløjemark, når søen var kort og urolig - altså i alle vore indre farvande.

Efter dette mareridt fik vi ganske let vind, mest rumskøds, og vi gik ind i den store havsø.
Skagen så vi ikke noget til i varmedisen, og vi ramte Norge ved Lindesnæs, gled langsomt langs den høje klippekyst. Det var så stille og spøgelsesagtigt, og vi drev forbi et større selskab af tysktalende lystfiskere i joller. De ikke så meget som så på os trods vores nærhed og vore hilsner.
Vi fik nu den idé, at vi faktisk var døde under strabadserne i Laholmbugten, og at vi af de højere magter havde fået lov til at fortsætte rejsen som døde - og derfor var usynlige for andre. Og vi besluttede os da for at lege legen videre, om ikke andet så for sportens skyld.

Først efter ialt 5 døgns rejse slap vi norgeskysten ved Eigeroy og var i tvivl om, om vi overhovedet kom til at nå Færøerne med så ringe vind. Vi gled i kølig dis gennem oliefelterne, der ligger midt mellem Norge og Shetlandsøerne. Boreplatformene så ud som kæmpemæssige juletræer med lys på. Svagt buldrende, forunderlige, spøgelsesagtige. Vi passerede dem i så stor afstand, at der ikke var levende væsener at se på platformene.

Et besøg

Mens vi gled roligt afsted mod Shetlandsøerne landede en lille væver spurvefugl pludselig på båden efter at den havde fløjet et par gange rundt og forsøgt sig. Den var brun og havde trådtynde ben og tæer.
Den virkede fuldstændig ligeglad med at vi var levende væsner. Kiggede troskyldigt og nærmest igennem os, når vi nærmede os. Den hoppede rundt på ringdækket; hele vejen rundt om kahyt og cockpit gang på gang, og hvis vi lagde hånden på dækket, hoppede den bare henover den, så vi kunne mærke, hvor uhyre let den var - vildt gættet vejede den kun 10-15 gram.
Trods tilbud herom tog den hverken føde eller vand til sig, og efter at have været hos os en times tid satte den af og fløj målbevidst vestpå i små blaf med svæv imellem. Ganske lavt over vandet, og allerede 25 m. foran båden var den ikke til at se. Kom den mon frem ?

Shetlandsøerne så vi ikke noget til, for vi slog en forsvarlig bue nord om, da radiofyret på nordspidsen, Muggle Flugga, ikke gav noget signal, og vi altså måtte styre udenom på bestikket og en usikker radiokrydspejling.

Sekstanten, hvad med den? Tja, indtil få sømil udenfor Norgeskysten kunne vi få en så klar horisont, at vi kunne bruge den til noget, derefter var den helt ubrugelig. Der var simpelthen for diset.

Vi kom på kollisionskurs med en større engelsk trawler under træk. Den havde slæbewirerne stående langt bagud fra hækken, og vi spidsede op for at komme rigtig tæt på og kigge og for at gå foran den - skægt var det at se fiskernes reaktion, da de opdagede os. De var ellers - betænkeligt nok - så fordybede i at rense fisk, at de overhovedet ikke havde set os. Een af dem fløj i firspring op i styrehuset, tog farten af skibet og drejede af fra os, selv om der slet ikke var fare på færde. Så uvant er de med at møde småbåde derude.

Den danske vejrmelding lovede godt vejr og østlig vind, men den engelske meldte torden og nordvestlig vind. Det sidste passede, så vi måtte krydse indtil det blev helt tosset med vind fra meget skiftende retninger. 7 døgn var gået, vinden friskede lidt op, igen fra øst. Nu fik vi pludselig den første radiokending på Færøerne, nemlig Thorshavn Mellembølgeradio, som åbenbart er langt kraftigere end deres radiofyr. En primitiv pejling med transistorradioen viste, at vi var kommet ret meget for langt nordpå, og vi korrigerede kursen, så vi ikke røg helt op i Ishavet. Vandet var blevet grønligt, disen var tyk, og det var råkoldt.

		Vort vindror, som vi døbte “togføreren” holdt båden på støt kurs gennem vandskaberne. Vi kunne sidde mageligt og lunt som i en togkupé nede i kahytten og kigge ud gennem koøjerne. Een gang hvert 20. minut stak den vagthavende hovedet op af skydekappen og spejdede horisonten rundt efter skibe eller hidtil ukendt land. Vi mødte iøvrigt på hele turen meget få fartøjer, nok fordi vi aldrig krydsede de store skibsruter, der går langt sydligere

Sorte skyer i horisonten

I al denne idyl var der allerede på dette tidspunkt slået nogle alvorlige brecher. Så for at gøre dette til en sandfærdig beretning, må noget fortælles her.
Allerede da vi havde sejlet nogle timer viste det sig, at det sidst tilkomne besætningsmedlem, Svend Erik, ikke var helt almindelig. Før det første døgn var gået, havde han allerede fremkommet med mindst hundrede kritikpunkter til båden, og ligeså mange knudrede løsningsmodeller hertil. Det irriterede Finn synligt, men han kommenterede ikke ordstrømmen. Jeg, som er et venligt menneske, svarede da på de utallige henvendelser, men undrede mig over, hvem det dog var, vi havde fået ombord. Jeg havde kun mødt ham een gang før, nemlig året før, da Finn fejrede sin fødselsdag på Saltholm, og hvor jeg vekslede nogle enkelte ord med ham uden at opfatte ham som specielt skør. Jeg kom i tanke om en udtalelse fra een, der kendte ham godt i Sundby Havn: “Han er skam sød nok, men han er skrupskør !” Finn havde fortalt mig, at han havde sejlet en længere tur sammen med ham sidste år uden at bemærke noget særligt om ham, og det var Finn der havde foreslået ham at tage med.

Det skulle vise sig at blive stærkt belastende for turens forløb. Der var ikke grænser for, hvor små detailler, han kunne irriteres over, analysere og komme med forslag til forbedringer af. Det viste sig desuden, at han var meget dårligt orienteret om de betingelser, under hvilke vi skulle sejle, og om hvad vi havde af udstyr ombord. Og at han var stærkt uenig i vore dispositioner. Et særligt problem ved ham var, at hans videns- og erfaringsgrundlag med hensyn til kølbåds- og langturssejlads efter min mening var temmelig begrænset, og at størsteparten at hans betragtninger dermed var præget af lommefilosofi og uvidenhed.

I Skagerrak kom det til den første konfrontation mellem Finn og Svend Erik, da sidstnævnte stillede tvivl ved Finns beføjelser som skipper, men under en diskussion, hvor Finn efter min mening havde uret. Her slog Finn fast overfor Svend Erik, at der hjemmefra var vedtaget, at det ikke skulle være skibsråd, der bestemte, men skipperen - Finn - og det havde han at rette sig efter. Det var mig selv, der udfra mine tidligere oplevelser havde været med til at slå fast, at det skulle være sådan, hvis jeg skulle med, og at det naturligvis var Finn, der var skipper. Det var jo hans båd, og han måtte siges at være den mest erfarne sejler. Men at blive taget til sandhedsvidne i dette øjeblik, hvor Finn simpelthen var ude på overdrevet, det var ikke godt.
Polariseringen mellem de to havde gjort Finn mere og mere tåbelig, og jeg måtte gang på gang erklære mig uenig med ham, både i hans holdninger og metoder. Resultatet blev, at Finn efterhånden opførte sig, som om vi to andre havde rottet os sammen mod ham, og kun var ude på at genere ham.

Anledningen til denne konfrontation var at Finn i udnyttelsen af sit “skipperskab” fremdrog et gammelt sejl, mens vi drev langs den norske kyst. Sejlet var eet han havde fået med da han i sin tid købte båden, men aldrig før prøvet. I den svage vind tog vi så det normale og fungerende storsejl af og påsatte det helt deforme og upassende sejl istedet. Det var for langt i for- og agterlig, men for kort på bommen, som derved blev til en sørgelig hængebom, der ramte cockpitkarmene, når den hang og slaskede. Dette sejl fastholdt Finn at sejle med i næsten et døgn, med det resultat, at vi gang på gang fik bommen i brystet og ansigtet - indtil vi nærmest lavede mytteri. Havde han sat sejlet op hjemme i havnen, havde han med det samme kunnet se at det var ubrugeligt, og det havde så hverken givet anledning til dette pjat, eller taget plads op i båden - og det sidste var der jo ikke for meget af.

En sådan episode er bestemt ikke befordrende for respekten for skipperens råderet, her var Finn virkelig isoleret med sin urimelige optræden. Svend Erik forsøgte oprør her, men jeg var ikke parat til at bryde den gamle aftale om “skipperskabet”, uanset magthaverens åbenlyse magtmisbrug. At jeg ikke gik med i et oprør på dette tidspunkt, viser noget om også min loyalitet overfor den højere samfundsorden, her projiceret ned på bådens minimalplan.
Finns tone overfor Svend Erik blev mere og mere modbydelig, og resultatet heraf blev, at jeg efterhånden tog mest parti for Svend Erik, ikke fordi han var den klogeste, men den mest stakkels. Det var Finn, der havde lokket ham med, så kunne han ikke bare behandle ham som en hund; han havde da ret til en vis respekt, ligemeget hvad. Men derved kom jeg ind i skudlinien mellem de to, hvilket var dårligt - ikke mindst for mig selv.

Nu skal denne beskrivelse ikke forstås sådan, at vi uafbrudt skændtes på udturen. Egentlig kan man ikke tale om skænderi - ihvertfald ikke mellem Finn og mig. Vi havde en tradition for at snakke høfligt med hinanden og overholdt den stort set på hele turen. Finn behandlede Svend Erik med en kølig arrogance, hvilket gang på gang bragte sidstnævnte ud i et frådende, men mærkeligt ørkesløst raseri.
Der var da bestemt også masser af tid, hvor det var lidt hyggeligt, men hele tiden lurede konflikten, og der var en noget forpint atmosfære. Der blev vekslet for mange øjekast bag om ryggen, sendt for mange blikke mod himlen, kommet med for mange antydninger og hentydninger, sagt for mange negative ord.

På en nattevagt betragtede jeg i lang tid Svend Eriks sygelige irritabilitet, mens han forsøgte at sove. Da vi jo sejlede læns i forholdsvis svag vind lå båden temmelig opret. Tingene på hylden over hans køje stod og dinglede, så de med mellemrum gav sig til at gokke op ad plexiglasskydelågen. Hver gang - mindst 25! - mumlede han “satans” og fumlede ved lågen og tingene, liggende og uden at få held til at stoppe de tilbagevendende gok. Han gjorde altså ikke noget radikalt ved problemet, men forblev bare i sin passive, nærmest lammede irritationstilstand; det var et interessant psykologisk fænomen at betragte.
Sur var han konstant, så Finn og jeg - som ellers altid på vore ture har kunnet have sjov med hinanden selv under særdeles anstrengende omstændigheder - havde svært ved at holde et humoristisk niveau i dette klima.

Havde Finn nu ikke været derude hvor han var i sin mentale tilstand, havde han vel nok også kunnet se det fuldstændigt urimelige i at han gang på gang - mens Svend Erik forsøgte at sove - tændte for radioen for at høre musikprogrammer på skrattende mellembølge, eller udøvede anden støjende og hensynsløs adfærd. Men også han var lammet et eller andet sted, i hvert fald i sine hæmninger og sin evne til hensyntagen. Når jeg sagde til ham, at han burde tage hensyn, slog han det hen med ord som “det må I vænne jer til”, eller “livet skal jo leves”. Intet under, at Svend Erik sendte hadefulde blikke mod ham, hver gang han vendte ryggen til.

Jeg selv tog på så godt som hele turen forlængede nattevagter, dels fordi jeg har en god kontrol med min soveevne, dels fordi jeg håbede at holde de andres ydeevne mere i top ved at skåne dem. Jeg lider nemlig ikke synderligt ved at forskyde mine døgn, men jeg havde før bemærket, at Finn dårligt tåler det. Jeg fik nu ingen tak herfor; Finn viste ingen hensyn overfor mig af den grund. Han larmede, skubbede, lod den kolde vind pive ind, mens jeg sov. Som før nævnt har jeg en god evne til at sove, men jeg følte mig ikke godt tilpas med det; der var ligesom ondskab i hans måde at være på.

På et tidspunkt fik Finn pandehulebetændelse, hvilket han har haft før på een af vore ture. Jeg tog udstrakte hensyn til ham for at få ham rask, måtte endda tage et mindre skænderi med Svend Erik for at få ham til sammen med mig at dele Finns vagter. Senere skulle det vise sig, i hvilken grad Finn evnede at påskønne og gengælde denne omsorg.

Og stadigvæk - på trods af alt - var selve sejloplevelsen, naturoplevelsen så vidunderlig, at den overskyggede disse sørgelige menneskelige gnidninger. Det er iøvrigt svært at meddele indholdet af sejl- og naturoplevelse til andre. Det er ingenting - og alt. Det skal opleves.

De sociale foreteelser, madlavningen, spisningen, sejlhåndteringen og de øvrige praktiske gøremål bragte os alligevel sammen - og det var jo svært at komme væk derude - ikke? Og vi stærke mænd elsker jo udfordringer - og at gennemføre vore forehavender uanset strabadserne - om ikke andet så for vores uplettelige æres skyld.

Så “the show went on”.

Vi nærmer os

Det blev lunere, stadig let diset, vi sejlede med god fart for spiler i kæmpelange, bløde dønninger. Båden lå fuldstændig roligt, sejlende 6 knob så konstant, at logviseren så ud, som om den var limet på skiven.
For rigtigt at nyde fænomenet dækkede vi op til spisning i cockpittet. På cockpitbordet kunne vi sætte lysestager med tændte stearinlys, så godt fulgte båden vindens fart, og så roligt lå båden på vandet.
Og “togføreren” styrede trofast. På et tidspunkt var vi ved at blive vanvittige over spilerfaldblokkens evindelige piben og knirken, så jeg entrede masten og smurte den. Det var også deroppe som at ligge i havn uden sejl på, så støt gik båden. Til gengæld kunne jeg se havet bølget som et gigantisk vaskebræt langt ud i det fjerne.
Efter 1 1/2 døgn på denne måde nærmede vi os Suderoy; destination Vaagfjorden, den sydligste havn på Færøerne.

En radiokrydspejling om eftermiddagen viste en afstand på ca. 15 sømil. Netop her knækkede sjæklen til spilerfaldblokken, så spileren røg ned og vi sejlede den over. Dette var vist et varsel om, at freden var forbi; land nærmede sig. Og hvilket cirkus, der nu ventede os. Der var absolut ingen landkending, vejret var solrigt, men diset, og en radiopejling viste, at nu var vi tæt på. Finn så et enkelt fyrglimt, kun eet, det måtte være Porkere Fyr på nordsiden af Vaagfjorden. Vi girede SW, ind i fjorden. Ekkoloddet viste 50 m dybde. Vi sejlede, der var stadig intet land at se. Det var da umuligt, at det skulle være så diset, at vi ikke skulle kunne se fjordens bredder? Frem med radiopejleren igen. En 3-punktpejling viste, at vi var SW for Suderoy’s sydspids, i noget at det grimmeste vand, der overhovedet findes ved Færøerne. Fyret, som Finn så, måtte så være Akraberg.
Vi havde ramt ved siden af !
Vende rundt, kurs NE, bidevind. Øgende vind, lidt krap sø.

En ny 3-punktpejling viste pludselig, at vi var E for Suderoy. Virkelig tvivl, var der virkelig en så vanvittig kraftig strøm, at vi på få timer røg 15 sømil frem og tilbage? Finn skreg pludselig: “Jeg kan se land, en skrænt..” Og der, virkelig som i en himmelsk åbenbaring, i et forunderligt skær ude til bagbord så vi en høj stejl klippeskrænt, skåret over af et skydække, men med klart lys bagved. Og dér, en skrænt til og dér - og dér. Fra mine tusinder af siders vinterlæsning kunne jeg straks genkende skræntprofilerne af øerne Lille og Store Dimon, Skuvoy og Sandoy. En hurtig kompaspejling på skrænterne viste os liggende ca. 4 sømil E for øerne i Suderoyfjord. Det gik op for os, at vi var blevet gevaldigt snydt i radiopejlingen af den voldsomme kystrefraktion (afbøjning at radiobølger), der naturligvis er ved de lodrette, 3-400 m. høje klippeskrænter på øerne. Dette fænomen er særlig kraftigt ved solop- og nedgang. Så djævelsk havde sammenfaldet af de afbøjede radiobølger snydt os, at endda en 3-punktspejling gav en sikker, men falsk positionsangivelse.

Det burde være umuligt, men vi havde altså fjollet rundt i dette farvand i timevis, forført af de vildt flakkende signaler fra de 3 radiofyr ved øerne. Havde vi blot pejlet med transistorradioen på Færøernes musikradio, var vi måske sejlet lige ind i Vaagfjorden, bag hvilken mellembølgesenderen står på et højt bjerg.
Bedre held næste gang.

Det var ved at blive mørkt - så mørkt, som det nu bliver deroppe. Det var nu godt vi kom frem inden
1. Juni, for dér slukker de simpelthen lysfyrene, fordi det er så lyst. Men så er der jo endnu mindre at identificere landkendingerne med. Vi sejlede mod SW for at løbe ind i Trongisvaagfjorden. Og der lå den så smukt foran os, ligesom med åbne arme for at modtage os, og vi gled ind i den i svage vind, følte os så umådeligt velkomne. Vi styrede helt ind i den 5 sømil dybe fjord til Tveraa havn, fortøjede på siden af en fiskerbåd, der havde nogle mærkelige dimser på rælingen, sprang i land, og mærkede efter 9 døgn på søen den underlige fasthed og hårdhed under fødderne, som landjorden gav.
Klokken var halv tre om natten. Vi gik en kort tur rundt for at fornemme byen og landet, tørnede ind og sov for første gang alle 3 på een gang, og i mere end 5 timer!

En varm velkomst

Jeg vågnede om formiddagen og kiggede ud. Havnefogeden stod der straks, sagde godmorgen og førte mig energisk - eller nærmest trak mig - hen til en telefon, så jeg kunne ringe hjem og meddele min overlevelse.
Da Finn lidt senere havde udført samme pligt, kom han tilbage og fortalte, at hans skrupskøre hustru havde efterlyst os i alle havnene på øerne. Det var altså årsagen til havnefogdens iver efter at få os op og ringe. Det var en noget forsmædelig følelse at have været efterlyst, gav nærmest en fornemmelse af at fremstå som kvajede dilettanter.

Nogle fiskere stod og betragtede vores nøddeskal af en båd, og jeg faldt i snak med dem. De kunne naturligvis aldrig drømme om at tage ud i sådan en legetøjsbåd uden masser at hestekræfter, Loran C-navigator, Radar og VHF-radio. Men de havde mange yderst kvalificerede spørgsmål til vor færd, var helt ligefremme, åbne og meget venligtsindede.
Jeg spurgte dem om, hvad de mærkelige dimser på nabobådens ræling var. Det viste sig at være pilkerobotter, der selv kan sænke pirken ned til bunden, lave de der vip med stangen, der skal få fisken til at bide på - og når een har gjort det - selv kan mærke det og hale fisken op til havoverfladen. Så siger den bip, og den enlige skipper på den store båd kan med sin lange krogstang tage fisken op og lade robotten køre igen. Rationelt, men ikke ligefrem beskæftigelsesfremmende....

Denne første samtale med færingerne viste sig at være typisk for de utallige snakker vi fik med alle de, der kom ned til havnene for at se på disse mennesker, der kom her til deres øer i disse ufatteligt små både, og så til disse farlige farvande.
Vi fik nogle helt gennemgående historier fortalt om lystsejlere, der var kommet galt afsted i strømmen omkring øerne. Strømmen, den var simpelthen deres frygteligste fjende, og de manede os uafvendeligt til at passe nøje på den. Vi fik på et tidspunkt den opfattelse, at strømmen for dem nærmest svarede til vore forfædres nisser og djævle, men der viste sig nu senere at være mere realitet i den end som så.

Den nærmest pågående venlighed og interesse, vi blev mødt med, var overvældende. Vi blev forkælede med oplysninger og tilbud og hjælp, var virkelig i centrum. Vi var nu også årets første lystbåd, og som de sagde : Sommeren kommer med den første fremmede sejler. Efter hvad vi fik oplyst, kommer der ialt kun 40-50 lystbåde til øerne om året. Vi beså de betagende omgivelser: Byen, der kravlede op af skråningen ud til fjorden. Vi forvildede os på havnen ind i det gamle danske handelskompagni's butik - det var som at træde lige ind i midten af forrige århundrede. Lugten, træværket, den lange blanke trædisk, folkene, der stod ved den og diskuterede med hinanden og med kommis'en. Det blandede udvalg af varer. Butikken er heldigvis fredet.

Men ikke langt derfra lå et fuldt moderne supermarked med overraskende billige varer. Underligt var det at se frysediskene fulde af newzealandske lammekøller og danske færdigfisk, kølemontrerne med Glyngøre Sild i glas. I dette fiskeri- og fåreavlssamfund !? Der var latterligt billigt EF-overskudsoksekød og -smør. Ikke noget med grindekød, lokalt fangne fugle eller “ræstan”, det berygtede halvrådne fåre- eller lammekød. Lidt skuffende og mærkværdigt, især da med tanke på at Trongisvaag er en for Færøerne stor by, og det umuligt kan være noget, indbyggerne har hængende i deres udhus af egen eller naboens avl. Lyksalige civilisation, ind med det smarte, ud med alt det oprindelige og særegne.
Naturen er dog endnu sig selv - og betagende. Så grønt på skråningerne, som jeg aldrig har set det derhjemme eller nogle andre steder. Så barsk og voldsomt højt oppe og ud mod havet, og så mildt i lavningerne og ud mod fjordene.

Orm i fiskerflåden

Havnen var fuld af store topmoderne fisketrawlere, nogle var kæmpestore. De var ikke ude og fiske, for der var ikke fisk nok til at fylde de lastrum. Fiskerne drev rundt, snakkede, puslede lidt, kun de små både sejlede ud og pilkede eller agnfiskede efter hellefisk. Fiskerne selv sagde, at naturen havde fundet på ikke at ville give nogle fisk i de færøske farvande, og at Norge og Island sammen med EF havde spærret dem ude af andre fiskevande. Der var dog nogle enkelte der sagde, at deres egne farvande var blevet overfisket, støvsuget af de alt for effektive og tætgående trawl, efter at man var drevet tilbage af de andres sømilegrænser til sine egne farvande.

Landet var i krise, men der var ingen synlig nød. Kreditforeninger og banker var virkelig på den. Det nyttede ikke at tage fiskernes skibe og huse og sætte dem på tvangsauktion. Der var da ikke nogle, der kunne drømme om at købe dem. De arbejdsløse fiskere gik på bistandshjælp, for der findes ingen A-kasser, og de havde så allernådigst indgået aftaler med kreditforeningerne om i det mindste at betale en lille og nærmest symbolsk leje for de huse, de selv ejede. Alle grinede lidt af det hele, men ville da meget hellere ud og fiske.

På besynderlig vis var hele den færøske fiskerflåde i løbet af en meget kort årrække blevet så godt som fornyet. Vore mange nye bekendte beskrev samstemmende pludseligt opståede lækager, der førte til forlis af den gamle skude på dybt vand, og tilkomst af den nye, enormt veludstyrede trawler, der nu altså kun lå i havnen. Mærkværdigt, som råd og orm kan gribe om sig. Af de før så mange store, gamle engelske slupper på ca. 80 fod var der nu kun tre tilbage på Færøerne. Disse betragtes nu som klenodier og er med stor akkuratesse og pietetfølelse blevet ført tilbage til deres oprindelige udseende og sejlføring.

Tur til Vaag

		Vi sejlede til Vaag, der ligger kun 10 sm. sydligere, fordi vi havde en halv aftale med en kvindelig bekendt, der skulle være hjemme fra Danmark på ferie hos sine forældre. Turen var vanskelig, for der var næsten ingen vind. Dette viste sig til vor overraskelse at være typisk for årstiden, altså mellem fronternes tit kraftige men kortvarige blæst. Så snart vi kom uden for den lune og solrige fjord, var der igen barskt, diset og koldt. Det uendelige hav øst for os og det barske land vest for udgjorde en stærk kontrast, som vi ikke var helt fri for at gyse over. Og bare 1 1/2 sømil ude fra land kan man ikke se det for dis, selv om det er 3-400 m højt!
Et diset forbjerg ved østkysten

Det tog 6 timer at komme derned, og vi helt gik i stå i Vaagfjordens munding, hvor sæler lå mageligt og gloede på os. De var tydeligvis meget vel klar over, at de var totalfredede i disse år.

En lille traditionel fiskerbåd, der ligner et lille motoriseret vikingeskib med udvendigt stævnror og midterhus, kom forbi, fik en ende og trak os ind til havnen i bunden af fjorden.

Ja, det må vi altså indrømme!

Vores slæbetov blev ved denne behandling 1/3 tyndere til et forstrakt skøde, for de gav den alt hvad deres overdimensionerede motor kunne trække. Og vi kunne jo ikke plane, men kun grave os ned.

De viste os en nyfanget helleflynder, en krabat på 85 kg, vel vidende at den ville gøre indtryk på os. Men da vi kom ind, fortalte de, at den såmænd var lille, en fyr på over 200 kg er skam ikke helt ualmindelig.

Havnen var meget stor og velbeskyttet, også fuld af passive fisketrawlere, men her lå een af de smukke slupper, tilbageført til oprindelig stand. Den skulle netop afsted på et togt til Shetlandsøerne og Danmark. Vi blev inviteret ombord, beundrede såvel riggen, skrogets linier, som indretningen om læ.

Sluppen er et langt, smalt skib med lodret forstavn og et fladbundet overhang agter, en sand racer. Den blev brugt til torskefiskeri ved Grønland, og skulle altså kunne sejle hurtigt hjem med fangsten.

Havfiskeri er ikke en gammel tradition på Færøerne, man lærte det af englænderne omkring 1870, noget efter at danskerne havde ophævet forbudet mod færingers egen handel, skibsfart og havfiskeri. Det havde danskere førhen sikret sig monopolet på i århundreder før.

Det kostede mange menneskeliv at lære det!

Pioneren i alt dette, den færøske folkehelt Nolsoyer Pall, som nærmest var en oprører mod Danmark, brugte netop denne havn til sine togter. Her stod altså havfiskeriets og skibsfartens vugge på Færøerne.

Vaagfjorden er så dyb, at den gennemskærer Suderoy på nær een lille kilometer, så der er en kort gåtur ud til den voldsomme vestkyst.
Herude er der en gammel betonslidske ned til havet til at søsætte både fra, så man sparede den lange rotur syd om Suderoy, når man ville til fiskebankerne ude i vest. Og man undgik det virkeligt farlige farvand med farlig strømsø og skær syd for Akraberg, som vi ved vor første ankomst troede, vi havde forvildet os ind !

Her er mangt et skib gået til.

Man kunne fra toppen af en 250 m høj, ned til havet lodret skrænt se til Akraberg, det sydligste forbjerg med fyret, der gang på gang er blevet taget af havet trods sin placering på en klippehylde 90 m oppe.

Den næsten 1 km brede lavning mellem havet og Vaagfjorden, det såkaldte eide, der mod vest har en over 25 m høj skrænt mod havet, bliver i vinterstormene overskyllet med op til 1 m høje vandmasser, forårsaget af bølgeslaget ind over skrænten.

Derfor ligger kun idrætsanlægget - ingen huse - i dette område.
Ja, der hersker noget større naturkræfter her end i vort eget hjemlige inferno, Køge Bugt!

Motormanden og det historiske vingesus

Vores kvindelige bekendte var slet ikke kommet til Vaag, men gudskelov for hende alligevel, for ellers var vi ikke kommet til dette fantastiske sted.
Vi blev inviteret hjem hos en for tiden sygemeldt motormand og fik dermed indblik i et eksempel på den færøske menigmands liv og dagligdag. Levefoden var høj, meget høj. De boede flot, stort, nyt. Havde to biler, hvilket vi kunne se var typisk her. Børnene havde fået gode uddannelser, boede i Danmark og i Thorshavn.
Nu var vi ikke ude i de yderligt liggende bygder, så det er nok forkert at tage vore oplevelser helt generaliserende, men statistikkerne bakker vore indtryk op. Den velstand, vi så, var i hvertfald overraskende. Og civilisationens glæder med kredsløbssygdomme grundet for lidt motion og for god mad hersker. Hellere tage bilen og køre adskillige kilometer ad hårnålevejen gennem byen ned til havnen end at gå de 200 trappetrin lige derned. Det var kun de gamle og børnene, der gjorde det.

Motormanden fortalte, at han kom fra Klakksvik, og at han var 16 år gammel, da “Klakksvik-opstanden” fandt sted i 1955. Folk med lidt historisk hukommelse eller viden husker måske, at det handlede om en dansk læge, som havde fundet sig et fristed dér efter at have været forfulgt i Danmark som tidligere nazist. Den danske lægeforening havde forlangt ham bortvist fra hospitalet i Klakksvik, og de danske myndigheder rettede sig efter dette trods befolkningens protester. Det udartede i den grad, at Danmark sendte et skib med en større politistyrke derop for at “indføre ordnede tilstande”, men færingerne gjorde sig klar til væbnet modstand - og minerede endda havnen i Klakksvik.

Det var meget tæt på at komme til virkelig kamp, for færingerne var voldsomt ophidsede og klar til det, hvilket vores ven kunne bekræfte. Det hele endte vist alligevel lidt fladt, og vores ven sagde, at han idag er lykkelig for, at det ikke kom videre, men at han dengang var helt med i oprøret mod danskernes overherredømme og handlen hen over hovederne på befolkningen. Efter alt dette fik færingerne i øvrigt langt større selvstændighed end før, og der er, såvidt vi oplevede, ikke den store modstand mod “rigsfællesskabet” med Danmark mere.
Som ført af en lykkens gudinde var vi altså her i Vaag blevet sat til bords med en af aktørerne fra et betydningsfuldt stykke af Færøernes historie. Vi fik en stilfærdig og beskeden øjenvidneberetning, som jeg for altid vil huske som et af de historiske vingesus i mit liv.

Et frygteligt problem tårnede sig nu op for os. Petroleum til vores varmeovn var ikke til at opdrive. Sådan noget oldnordisk stads bruger man ikke her mere. Men med havnefogdens og venners hjælp kunne vi hente noget hos en privatperson pr. bil, og vi blev dermed frelst fra udsigten til at fryse om natten i kahytten.

Nye navigationsprincipper opdages langs øerne

Med sorg måtte vi forlade denne perle for at gå til Thorshavn, der ligger 40 sm nordpå. Igen i ganske svag vind, ingen strøm, tiltagende dis, som blev til tæt tåge. Vi tog den store radarreflektor frem, for vi kunne høre større fartøjer omkring os hele tiden, men intet se. Efter mange timers sejlads uden landkending, men på bestik og krydsende langs med øerne, hørte jeg - der sad ved roret - pludselig mange fugleskrig med ekko. Og nu en dump brusen, dønning om klipper! Vi sejlede bidevind på styrbords halse, lidt indad mod øerne. Jeg kaldte på de andre; de måtte lige komme op og hjælpe med at udpege retningen, for jeg er døv på mit ene øre og kan dermed ikke bestemme retning for lyd. Idet Finn stak hovedet op, lød en langtrukken brægen, selv for mig umiskendeligt ca. 45 grader oppe i luften foran os til bagbord. Nu var der ingen tvivl, vi var meget tæt på en meget høj klippeskrænt, og vi havde altså nu indført et for os helt nyt navigationssystem. Vi døbte det Mæhævigation.

Vi vendte, sejlede et stykke, vendte igen, og pludselig klarede det op. Vi var ved Sandoy’s nordøstlige pynt, så der var langt igen. Men sigten var bedre nu, og det blev langsomt mørkere.

“Regeringsbygningen” på Tinganæs i Thorshavns Havn
Det blev rigtigt lyst igen, før vi gled ind i Eysteravaag, den lille nordlige del af Thorshavns Havn, bag Tinganæs, hvor “regeringsbygningen” ligger. 20 timer om 40 sømil; det er ikke et stormfuldt farvand, vi har haft med at gøre.
En hurtig gåtur inden søvnen afslørede et betagende lille bymiljø i den gamle bydel; der var noget at stå op til.

Under fortøjningsarbejdet var Finn med en line kommet til at fiske sin pragtfulde russiske kikkert med op af cockpittet, så den i en elegant bue fløj ud i vandet og udførte en undergang som et torpederet skib.
Finn fik lige akkurat, og med stor risiko for en svømmetur i det ikke ligefrem varme vand fat i den, inden den sank.

Dagens første opgave ville blive et besøg hos en optiker, som vi ved landgangen så som noget af det første, og som reklamerede med: “Kikkerter repareres”.

Mens Finn og Svend Erik gik til optikeren, sejlede jeg båden rundt om Tinganæsset og lagde den alongside ved promenadegaden, lige ud for toldstationen. En tolder kom ud, men vi havde jo allerede fortoldet i Trongisvaag, dvs. skrevet under på en erklæring om ikke at indføre noget, vi ikke måtte.

Den lille kajgade minder om Nyhavn - med maleriske huse - og bagved disse ligger små krogede gader mellem sorttjærede træhuse med græstag. Også en nuttet lille hvidmalet kirke gemmer sig her. Der var åbenbart gået mode i at bosætte sig i denne bydel igen, den havde ellers i årevis ligget hen i forfald, mens byen længere inde på land svulmede op med nye, større træhuse.
Under og efter 2. verdenskrig har den færøske økonomi taget et voldsomt opsving, da ferskfiskeksport blev en teknisk mulighed og fik et stort marked. Derfor er byerne nok så nye at se på; der er ikke meget gammelt tilbage.

Havnen i Thorshavn er meget stor og med kolossale læmoler mod Atlanten. På trods heraf blev vi fortalt, at under een af den foregående vinters storme sprang flere store skibe deres fortøjninger og drev ind og hærgede havnens øvrige fartøjer og broer. I gamle dage, før læmolerne kom, måtte man rømme havnen ved opkommende sydlig og sydøstlig kuling, og flygte op i den nærliggende Skalafjord, der er en perfekt naturhavn. Hvorfor i alverden man nogen sinde har fundet på at placere hovedhavnen her, kan kun tilskrives ældgamle traditioner for landstingsmøder - ihvertfald ikke stedets egnethed som havneby.

Udsigten fra Tinganæs mod den lille fæstning nord for havnen og videre ud mod Nolsoy er dejlig. Der er en skøn stemning ude på fæstningen, som blev opført i sin tid for at beskytte byen mod sørøvere og andre agressorer.
Den har nu kun været angrebet een gang, og dér overgav kommandanten, der ellers havde ry for at være en grum og magtsyg despot, sig omgående.

I sundet udenfor lå nogle store russiske fryseskibe for anker. De ventede på sild fra de færøske fiskerbåde. Men fiskerne ville ikke gå på søen for så at sælge sild til den pris, russerne ville betale, nemlig verdensmarkedsprisen, der var helt i bund. Russerne ventede tålmodigt på, at færingerne skulle blive sultne nok.

Eet af disse skibe skulle senere give os et højst ubehageligt minde.

Et dejligt bekendtskab

Efter at have afleveret kikkerten til reparation satte Finn og Svend Erik sig ved en havnecafé og betragtede mit bådeflytteri. Her faldt de i snak med en dansk pige, Trine, der kontaktede dem, da hun hørte deres danske tale. Efter en kort snak med hende inviterede de hende på aftensmad i båden. Finn påtog sig at lave maden, så idag kunne jeg, der ellers fungerede som kok (af lyst, ikke af udnævnelse), altså holde fri og bare være gæst. Vi dækkede nu fint op i cockpittet, og gjorde os klar til at modtage vores gæst. Som sædvanlig havde vi vore vanskeligheder med at få ro til noget som helst, fordi så mange henvendte sig til os.

Een af fredsforstyrrerne var en lidt sølle ung gut, der længe havde stået tavs lidt borte og kigget på os. Jeg så på ham, og så kom han hen til mig og fortalte, at den båd her lige var sådan een han altid havde drømt om. Han var fisker, men ønskede sig sådan at sejle for sejl og for sig selv. Han forærede mig en lille lommekniv, som han fortalte at han selv havde slebet til og brugt til rensning af fisk. Der var slebet nogle hakker i skæftet, hvilket fortalte, at det var hans kniv. Han mente, den ville bringe mig lykke. Jeg tog imod den og gemte den som et allerede kært minde.

Vejret var stille - og efter færøske forhold lunt - så vi kunne endda tænde stearinlys og sætte på bordet udendørs. Vores gæst kom, og hun viste sig at være en meget interessant person. Hun var midt i 20'erne, men fortalte at hun allerede havde afsluttet en universitetsuddannelse, været ansat et års tid hos en amerikansk senator, i et udvalg vedrørende miljø og økologi, og nu rejste rundt og studerede havfiskeri og havmiljø. Hun havde således fisket med mexikanske fiskere, skotske ditto, og var nu her for at se på det færøske fiskeri. Det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvor hun dog havde penge til alt dette fra, og hvad hun egentlig ville med det, men hun var virkelig vidende og interessant at være sammen med. Forresten var hun sød, charmerende og aldeles nydelig af udseende.

Hun hjalp os beredvilligt med at slippe af med de sidste rester af vort medbragte sprit- og vinlager, som vi forresten slet ikke havde blandet tolderne ind i. Det blev sent i den lyse og lune nat, før hun forlod os med et på gensyn.

Her går det godt

Beruselsen over at være kommet i land efter den lange færd, benovelsen over den vidunderlige natur, og den nærmest eksplosionslignende udvidelse af de sociale kontakter - samtalerne med de mange færinger - havde blæst alle udturens psykologiske vanskeligheder bort med eet voldsomt vindstød. Det var som at flyve - at være i en helt anden verden, som en forelskelsestilstand, hvor alle de grimme ting bliver fortrængt, og livet bare er lyst og vidunderligt. De korte sejlture langs øerne bragte mærkeligt nok slet ikke modsætningerne frem igen, selv om situationerne dog måtte fremkalde mindelser, men nej. Vi fløj, oplevede, trivedes, glædedes, nød i fulde drag. Man skal nok heller ikke helt udelukke betydningen af at sove mere regulært, og at være “frelst” fra det truende hav, den altid lurende fare, der selvfølgelig er til stede, når man er ude på det åbne hav. Uvisheden, uhyret under een, mulige vejrskift, risikoen for sammenstød eller uvejr, ensomheden derude i den lillebitte nøddeskal.
Og hjemturen, det var jo om lang, lang tid.

En udflugt til fortiden

Thorshavn summede af aktivitet, for der strømmede bådhold til fra andre øer for at blive sejlet til Klakksvik. Der skulle der holdes det årlige Nordø-stævne, især for ungdommen, og hvor man har kaproning og -druk. Her mødes mennesker, så indgiftning i bygderne undgås.
Det var oprindelig vores mening at sejle dertil for at opleve det, men vi skulle snart hjemad, måtte jo regne med også at bruge 9 døgn retur. Vinden var som sædvanlig svag, så vi kunne risikere at være et døgn om at sejle de 15 sømil dertil. Vi besluttede at tage dertil med bus og færge, og det kom vi ikke til at fortryde.


	.........
Unge roere i Thorshavns Havn - på vej til Nordø-stævne		Et kig ud af bussen over een af de mange fantastisk smukke fjorde på øerne

Trine, der havde spist aftensmad i båden aftenen før, ville gerne med dertil. Busturen var fantastisk. Her kom vi til at nyde landskabet på en helt anden måde. Bussen snoede sig op og ned ad serpentinerveje langs fjordene, det ene panorama efter det andet rullede sig ud, afbrudt af de sødeste små bygder med ældgamle huse. Det gik op for mig, at 7 dage på Færøerne kun kan kaldes en stikprøve. Der er enorme mængder af indtryk at hente, nok til ugevis af ophold. Vejene er virkelig fine, ikke så brede, men af en meget høj kvalitet. Der er bygget tunneller gennem bjergene, det må have været rasende dyrt at etablere, men forresten har den danske stat i sin tid påtaget sig at stå for infrastrukturen, dvs. vej- og havnefaciliteterne.


Fra Leirvik sejlede vi med færgen det korte stykke til Klakksvik.		Indsejlingen hertil mellem kegleformede, bølgede bjerge, der gik helt ned til vandet, er ubeskriveligt smuk.

		De første kaproninger var allerede startet, før vi kom i land. Der var masser af tilskuere, hovedsageligt unge, der heppede på deres lokale hold. Dog lå en del af gutterne allerede og sov midt mellem de mange mennesker, andre ravede rundt. Sceneriet mindede lidt om Helsingør eller Dragør om lørdagen. Selvfølgelig var langt de fleste ikke i en sådan tilstand, men det præger jo billedet.


Enkelte var i folkedragter - som denne smukke pige		- også småbørn der så aldeles nuttede ud sådan klædt.

Når bådene stævnede frem mod os for fuld fart, forestillede jeg mig stakkels fremmede folkeslags følelser for godt 1000 år siden, når vore ædle forfædre nærmede sig kysten i deres vikingeskibe og overfaldt, voldtog, plyndrede og afbrændte.

Bådene er perfekte miniudgaver af disse fartøjer, men nu malede i festlige farver.
Rostilen er højst speciel; man hugger sig frem med korte, hårde åretag. Rorgængeren kaster sig fremad ved hvert åretag, åbenbart for at medvirke til den fremadspringende bevægelse i båden. Det siges, at båden nærmest planer i “springene”, og dermed øger farten.

Fascinerende ser det ud, fremmedartet og voldsomt, og fart er der på. Der var adskilte roninger for piger og drenge, der var flere bådstørrelser, fra 4- til l0-årers - alle med styrmand, som var en lille pistling, naturligvis.

Føromtalte Trine betragtede løjerne med nogen forundring og skepsis. Hun skjulte dårligt sin afsky for den hæmningsløse drukkenskab omkring os.
Ikke desto mindre valgte hun at blive i Klakksvik. Vi spiste aftensmad sammen med hende på Sømandshjemmet, hvor hun skulle bo, og hvor vrag fra festlighederne allerede drev rundt i deres usle tilstand. Mens vi spiste, fortalte vi hende om vores antagelse i Skagerrak om, at vi i virkeligheden var døde, og at alt vi derefter oplevede bare var gøglespil.
“Jamen, hvem er jeg så ?” spurgte hun. Naturligvis en engel, bedyrede vi, vores engel. Og hvor var det dog dejligt at være sammen med et kvindeligt væsen - efter alt det manderi. På resten at turen omtalte vi hende kun som “vores engel”.

(Her skal det nævnes - det kan jeg vel godt tillade mig nu, så mange år efter - at jeg modtog et brev fra hende et stykke tid efter vores hjemkomst. Minsandten om hun ikke hed Angelo til efternavn!!!)

Om aftenen tog vi afsked med hende efter den sædvanlige udveksling af adresser, løfter og omfavnelser, hvorefter vi sejlede med færge direkte til Thorshavn sammen med mange af de udmattede deltagere. Ingen af dem drak mere; nu gjaldt det åbenbart om at blive ædru, inden man kom hjem. Og mange tydeligvis nydannede par udvekslede ømme blikke. Alle var opkogte i hovederne af den megen røre og den uvante sol.


Ved ankomsten til Thorshavn blev vi vidne til endnu et mærkeligt optrin. Hele færgens vogndæk var fyldt med robåde, og vinderne i de forskellige klasser satte deres styrmand op i båden.		Denne holdt den svulstige sejrspokal højt løftet, hvorefter roerne bar båden løftet på skuldrene i land, hujende og syngende en sejrshymne, mens hjembygdfolkene på kajen klappede og hujede. Igen følte man sig hensat til vikingetiden.

Næste morgen skulle vi hjemad. Der var bare ingen vind.

Afsted på bedste beskub

Finn gik en formiddagstur - og kom farende tilbage. “Vi skal afsted nu, der er vind!” Det at han på denne måde kom styrtende og jog os ud i den alt for svage vind gjorde os ikke ligefrem entusiastiske. Det var han til gengæld. Og al hans herskesyge vældede nu frem i ham igen efter en uges pause. Om det var spændingen ved at skulle “derud” igen, eller om det simpelthen var hans opfattelse af, hvordan en skipper skal té sig, det er svært at sige. Ihvertfald var han ubehagelig og nærmest latterligt fortravlet.

Vi lod os godmodigt drive rundt med, kastede fortøjningerne, og måtte skubbe os fri af molen for overhovedet at få båden til at bevæge sig. Da vi således var “kommet afsted”, opdagede Finn, at han i skyndingen havde glemt at låse vindroret, så båden kunne styres. Vi sejlede stort set ikke, lå bare lidt ude i det meget store havnebassin, da han med drama i stemmen omme fra sin rorpind beordrede mig ned efter en skiftenøgle - og det skulle altså være nu, sagde han - da jeg roligt rejste mig. Han fik sin skiftenøgle, men skulle nu bruge en skruetrækker, og forlangte den i samme tonefald.

Det var for meget! Jeg blev rasende og sagde til ham, at han kraftstejlemig ikke skulle blæse sig sådan op, når vi bare lå her og drev, fordi han absolut skulle jage os ud i ingen vind, og hvis han ikke rettede sig straks, så kunne han godt dreje ind til kajen igen - så var jeg stået af.
Nogle spæde pip fra Svend Erik om at tage det roligt, gjorde mig kun endnu mere rasende. Han, som jeg havde forsvaret derude, når Finn lod sin herskesyge gå ud over ham, skulle han nu falde mig i ryggen?
Finn blev mærkeligt død i ansigtet, sagde ikke noget frækt, men noget i retning af: “O.K, jeg henter den selv”. Jeg tror han var klar over, at dette her var noget, jeg mente særdeles alvorligt. Desværre tog jeg ikke konsekvensen og steg af, det ville have været ham en alvorlig lærestreg - og godt for mig. Men jeg ville først og fremmest vise ham mine grænser nu, før vi var kommet rigtigt afsted.

Vi gled herefter meget langsomt ud udenfor havnen, hvor der dog var lidt harefødder på vandet, men hovedårsagen til at vi følte vind var nok, at strømmen drev os nordpå mod den smule vind, der var.

Vi kunne nu for første gang på turen konstatere strøm. Her hvor vi var nu var den medgående på grund af idvande, men længere ude var den tydeligvis modgående. Derfor fik Finn så den forunderlige idé, at han ville gå nord om Nolsoy. I Færøske Lods advares mod netop dette sted, fordi det er det ene af to omkring Færøerne, hvor strømmen kan føre fartøjer ind på skær - alle andre leder strømmen uden om. (Det andet sted er forresten syd for Akraberg !)

Men han mente altså, at det var smart at løbe tæt på kysten opad, for så senere at skære ud i strømmen. Som sagt, så gjort.
Finn havde talt, men gjort regning uden vært, for da vi efter et godt stykke nordpå skar ud i strømmen, viste denne sig herude at være så stærkt sydgående og dermed løbende samme vej som den usle vind, at vi derfor bare drev sydpå med slatne sejl.
Al tanke om at gå nord om øen var dermed helt umulig. Så vi drev med god fart ned mod russerne, altså de førnævnte opankrede skibe, der lå og ventede på sild.

Et dårligt bekendtskab

På et tidspunkt stak jeg hovedet op fra skydekappen og sagde til Finn, der sad ved roret: “Det der skib får vi problemer med”. Med stor fart kom et russisk fryseskib imod os - for anker!

Det var ligesom om han vågnede, og han gav straks Svend Erik ordre om at finde bådens eneste åre frem ude under stævnen, og så at ro! Sven Erik havde tidligere vist sine evner herfor, da vi lå og drev i Vaagfjordens munding. Svend Erik roede som en vild, men det var jo alt for sent, vi havde reageret, så vi kom kun lige akkurat fri af ankerkæden, der fór forbi os med 4-5 knobs fart. Skibet tårnede sig op over os. Vi ramte ikke stævnen, men skrumplede langs skibssiden, mens Svend Erik desperat, og iøvrigt i stor fare for selv at falde overbord eller blive klemt forsøgte at holde os fri med åren. Mens farten øgedes yderligere, så vi vores mast nærme sig de højtsiddende, tonstunge fendere på skibssiden. “Nu ryger masten,” skreg Finn, “hold fra for helvede.” Naturligvis kunne Svend Erik intet udrette med åren mod en glat skibsside, der fór forbi, kun at bringe sig selv i yderligere fare. Det ene salingshorn ramte den første fender og knækkede som en tændstik, vantet hang gudskelov ikke i, og vi susede forbi de 2 andre fendere uden at ramme dem. Mareridtet var forbi, sådan da, og vi forlod den forbandede rustbunke af et skib, der kraftstejlemig da også lå fuldstændigt åndssvagt, lige der hvor vi skulle sejle. Skibets besætning råbte hovedrystende russiske brokker efter os, da vi gled videre.

“Med Knold og Tot til Færøerne” sagde Finn.

“Nej, med KNOLD til Færøerne,“ sagde Svend Erik og jeg til hinanden. Det var nemlig kun Finn's dumheder, der havde bragt os i denne situation.
Finn ville ud i ingen vind, nord om Nolsoy, og han så først problemet med skibet, da jeg gjorde ham opmærksom på det, og det var for sent. Og Finns hysteriske ordrer om at holde fra mod skibet var efter min mening helt uansvarlige, han tænkte mere på nogle skrammer på båden end på Svend Eriks helbred. Bagefter kunne jeg se, at hvis vi bare havde holdt hovedet klart under forløbet, havde vi kunnet undgå det knækkede salingshorn ved at gå ud på siden af båden alle tre og krænge den, så intet ville kunne ramme os.

Skipper Knold i panik, en god start.

På løsdrift i Atlanten

Ankring kunne der ikke blive tale om på de omkring hundrede meter vand, og at sejle retur til Thorshavn i denne strøm var umuligt.
Vi kørte bare ud af sundet og ud mod det store ocean, hjælpeløse uden sejlene, som vi naturligvis straks tog ned.

Jeg klatrede op og beså skaden. Mastebeslaget var intakt, salingshornet ligeså - det var kun nitterne, der var knækket. Altså, frem med den store håndboremaskine og bor, op og bore nye huller, og derpå bolte salingshornet fast igen.

Det var stærkere nu end før, så vi kunne ånde lettet op og sætte sejl igen.

10 timers latterlig drift i den skiftende strøm ventede os nu. Vinden var stadig svag, og nu kunne vi se, hvad man mener med strømsø heroppe. Det var ikke bølgerne, der blev forandrede af strømmen, nej det var strømmen selv, der kom med dem. Nogle helt uforståelige, toppede krapsøer der kom farende i afgrænsede områder, og med en uhyggelig hastighed. Båden hoppede og dansede, så vinden blev slået ud af sejlene. Flere gange tog vi sejlene ned, fordi de bare slog hysterisk uden at flytte båden gennem vandet. Nervepirrende var det, for vi vidste jo ikke, om vi ville blive ført værgeløst ind mod øerne uden at kunne manøvrere. Strømkortene blev gransket flittigt, og mangt en prognose afsagt.

Det slog mig pludselig at en færøsk kommunalmand, jeg havde snakket med hjemmefra i telefon, havde fortalt at man kaldte de gamle sejlskuder uden motor for “dødssejlere”, fordi så mange forliste som ofre for strømmen. Strømmen! Ak, havde vi dog bare lyttet til advarslerne, og havde vi dog haft en motor.

Nåh, det gik jo alligevel, vi blev ført langt væk fra øerne - nu var det pludseligt slet ikke vemodigt at se dem fortone sig, og der kom lidt vind.

Danmark Next Stop!

Efter stille kommer.....

Vinden var let og østlig, men næste dags 5-døgnsprognose var ikke god. Sydøstlig kuling, 13-18 m/s i vente. Om aftenen d. 2. Juni hørte jeg en dansk vejrmelding, der lovede kuling, men da den var slut, hørte jeg noget uforståeligt snak, som jeg måtte have rede på. En kvindestemme stillede et spørgsmål til en eller anden - om det danske nej ville få hele Maarstricht-aftalen til at falde på gulvet. Hvar’behar? Det var jo idag, der var afstemning, og Danmark havde stemt nej! Helt alene sad vi nu derude på Nordatlanten og frydede os over det hug, danskerne havde givet de opblæste politikere. Vi havde ikke skænket EF-afstemningen en tanke, siden vi inden afrejsen havde været oppe og brevstemme.

Om morgenen skiftede vi storsejlet ud med stormstorsejl og gjorde i det hele taget klar til en ordentlig piver.
Der var egentlig faldet mere ro over besætningen, end der havde været på udturen. Men vi var nu endnu mindre humoristiske end nogensinde. Da kulingsvarslet lød, reagerede Finn hverken herskesygt eller humoristisk - han blev nærmest spag. Vi fandt ud af tingene sammen, hver gjorde sit, og vi gik roligt ind i uvejret. Ingen havde lyst til at yppe kiv, når en sådan situation nærmede sig. Svend Erik var holdt helt op med sine talløse ændringsforslag.

Men godt humør, det genvandt vi ikke. Vi levede nærmest i hver sin verden, der herskede ligesom en væbnet fred mellem os. Lidt trist, men fungerende!

Og piveren kom, og så lige i stævnen. Et godt stykke tid før det blev voldsomt, var jeg under tømning af toiletspanden gennem forlugen blevet overskyllet fra top til tå af en enkelt vildfaren sø. Dette tog jeg nu ikke så tungt - tog blot min før så varme termodragt af og trak bare i søtøjet. Det skulle jeg komme til at fortryde.

Søen blev ret stor, uvant stor, men vi var vel omkring 100 sømil fra Shetlandsøerne, hvor vinden kom fra, så der var ikke så langt for den at løbe op på, men det var da et slående sceneri.

Vindstyrken var jævn, ikke stødende, så vi holdt en god fart med moderat krængning.

Alle mand var på dæk, vi fortsatte mod syd på bagbords halse for at få fordel af en senere vindændring, der var varslet.

Efter en del timers stor vindstyrke klarede det op og tog lidt af. Et mindre skib nærmede sig agtenfra og overhalede os ret tæt på til luv. Det måtte være et fiskeriinspektionsskib eller lignende, med engelsk flag, og vi forestillede os, at de ihærdigt forsøgte at få kontakt med os på VHF'en. Det var så dejligt at møde dem herude midt i det hele, og solen skinnede på skibets kækt karrygule skrog, mens det væltede sig kraftigt i den vilde sø.
Det var så tydeligt, at vi bare var i en lille nøddeskal, der red ubesværet på de store søer, mens det store skib opførte sig her, som vores gjorde det i Laholmbugten i kulingen på udturen. Mægtige bovsprøjt dækkede gang på gang skibet, der efterhånden forsvandt forude.

Nu forsvandt Solen også, og vinden tog til igen.

Ved mørkningen tog vinden lidt af - det var overstået. Vi gik over stag, og kunne på bestikket sætte kurs lige på Shetlandsøerne nordspids, Muggle Flugga.

En forunderlig fornemmelse er det, når man på en sådan tur aftaler at sejle 1 1/2 døgn på een halse og 1 døgn på den anden, men sådan er det altså at sejle oceansejlads. Det bliver så ustresset det hele, og man falder i en særlig tilstand, hvad angår tid. Problemerne bliver små.

Efter morgenmaden tænker man på frokosten, efter denne bliver det helt store projekt - aftensmaden! Der soves, der holdes udkig, der læses, der laves mad eller kaffe.

Stemningen i kahytten er fortættet, man er meget tæt på hinanden, ihvertfald rent fysisk. Tiden går, sømil tilbagelægges i en glidende strøm.

Vi kan vel forvente at se Shetlandsøerne i morgen ved middagstid.
Tja, det ser vi så langmodigt frem til.

På morgenvagten så jeg pludselig en stor rygfinne og en endnu større halefinne, som skar igennem vort kølvand. Der var 5-6 m mellem finnerne, og de var ligesom helt ubevægelige, gled bare gennem vandet, som blev de trukket i en snor. Sandsynligvis har der været tale om en brugde, en op til 10 m stor, fredelig hajart, der lever af plankton, som den sier ud af vandet gennem sin vidt åbne mund.

Lidt efter så jeg land, en rundlig bakke på vandet. Det var faktisk for tidligt! Nærmere på kunne jeg se et mærkeligt, rundt hul i øens ene side, et hul tværs gennem øen. Senere konstaterede vi, at det var et skær ved navn Bragi Stack, der ligger lidt udenfor hovedøens nordvestlige kant (det kaldte Finn Ejnar den, men jeg tvivler nu. Der findes - så vidt jeg har undersøgt - ikke et skær ved dette navn eller udseende. Det kan have været Fogla Skerry udenfor øen Papa Stour). Vi var kommet længere mod syd, end vi havde beregnet, men ikke meget.

Vi sejlede nu NE langs hovedøens lige, NW-vendte kyst, betragtede flere små fiskerbåde, der futtede forbi, og nærmede os langsomt øen Muggle Flugga, som vi jo slet ikke havde set på udturen.
Kysten minder kun lidt om Færøernes, den er mere afrundet, ligesom poleret, og slet ikke så høj.

Efter os og over os hang konstant havfugle. Stormfugle, eller mallemukker som de også hedder, havde fulgt os lige fra Færøerne. De har en stor krop, et sjovt knortet næb, ret korte, brede vinger, og alligevel er der noget måge over dem. Deres navn har de, fordi de er særligt aktive, når det blæser godt. Vi frygtede på et tidspunkt at de forfulgte os, fordi de var hævngerrige familiemedlemmer til de 3 eksemplarer, jeg havde købt i en lille butik i Vaag og stegt i gasbageformen - de var iøvrigt lidt tørre, men smagte dejligt vildt. Familien forfulgte os helt ind i Skagerrak, men fik ikke held til at hævne sig.

Mere elegante og ligeså trofaste følgesvende var sulerne; som er store hvide fugle med gule hoveder, korte haler og lange halse.

Lange, smalle, dobbeltknækkede vinger.

De vejer lige så meget som gæs, men glider gennem luften så let og elegant, rundt og rundt om båden i store cirkler.

Med hovederne bøjet, og dermed de lange, spidse næb bøjet nedad, så de ligner concordefly - eller det er vel omvendt?

De styrter sig pludseligt ned i vandet, når de ser en fisk, men ligger næsten aldrig på vandet.

Det gør til gengæld de sjove søpapegøjer, lunderne, som vi nu igen mødte nær land. Vip, vip, vip, en hel flok smuttede ned i vandet på få sekunder, når vi nærmede os, og dukkede op allesammen på een gang et stykke væk.
De vender og drejer uafladeligt deres flade hoveder og næb for at kigge skiftevis med det ene og det andet øje.

En tur i underverdenen

Da vi sigtede Muggle Flugga fik jeg straffen for min heltemodige laden stå til med varmt tøj under kulingen. En hastigt tiltagende ørepine i højre side meldte sig. Inden der var gået 6 timer lå jeg hen i feberdøs. Penicillin havde vi ikke med, men for i det mindste at gøre etellerandet, spiste jeg de sidste 3 fed hvidløg, vi havde ombord. Det kunne da være, de kunne give lidt modstandskraft.

Mens min sygdom hastigt udviklede sig, aflagde jeg løbende rapporter til de andre, så de var klar over, hvad der skete. Smerten i øret var enorm, og trykket var frygteligt. Jeg spåede en snarlig sprængning af trommehinden.
På et tidspunkt må jeg være faldet i søvn, for jeg vågnede ihvertfald tænderklaprende, liggende på hynden, der under kulingen var blevet drivvåd. Jeg var kun let påklædt, og godt våd fra hynden. Jeg ravede op, fandt min sovepose under alt muligt habengut i skabet, men sagde så til Finn, der nærmest sad med ryggen til imens: “Hynden er jo våd...”
“Du kunne da bare have taget liggeunderlaget, det ligger under madrassen”, sagde Finn. Kraftesløst baksede jeg så liggeunderlaget frem, fik rullet min sovepose ud - og lagt mig ned i den. Var som nævnt borte i omkring 12 timer, bortset fra een episode, jeg husker:

Jeg havde ingen hue på, lå med hovedet mod kahytsnedgangen, tæt op mod “sengehesten”, altså det slingreskot, man sætter fast ved køjeenderne for ikke at falde ud, når båden krænger. Finn var kommet ned oppe fra cockpittet, iført vådt søtøj. Han placerede sig nu ved bordet, der er under kahytsnedgangen, tydeligvis for at spise noget mad. Han var træt, kunne jeg høre. Han sukkede og stillede sig sådan, at han hvilede sine lår mod sengehesten, og bagdelen på mit hovede. Han satte sig faktisk på mig, på mit syge øre - med sine våde regnbukser. Jeg fik så ondt - nej, ikke så meget i øret - men i sjælen. Der var noget forfærdeligt sørgeligt over dette menneske, der overhovedet ikke havde tanke for nogen anden end sig selv.
Dér sad han i sin elendighed, og dér lå jeg nedenunder i min. Jeg betragtede ligesom situationen med en tredie persons øjne, og det var et sørgeligt skue. Jeg kunne ikke protestere, dels af svaghed, men nok mest at sorg, og også noget at hensyn til ham. Jeg nænnede ikke at give mig til kende, måske fordi det ville ydmyge ham for meget at blive grebet i så grel en hensynsløshed.
Endelig satte han af fra mit hovede og kravlede sukkende op i det fri igen. Det varede nogen tid, før nogen lukkede for den isnende kolde vind, der peb omkring mit nu halvvåde øre.

Jeg forstår ikke min egen reaktion, under normale omstændigheder var jeg blevet ubændigt rasende. Men sådan var det altså.

Efter de ca. 12 timers liggen hen kom jeg til mig selv, da Finn kom ned i kahytten, våd og tydeligvis udmattet. Jeg kunne høre med mit raske øre, at båden brusede med stor fart gennem vandet i stor sø. Jeg satte mig op og kiggede ud; det var kuling igen, medløbende. Vi førte krydsfok og dobbeltrebet storsejl, og Svend Erik sad ved roret, fordi selvstyreren ikke kunne forhindre båden i at skære op i søen. Bovvandet stod som på en motortorpedobåd i kaskader op på begge sider af båden, det var faktisk for vildt.
Jeg anbefalede kraftigt at tage storsejlet ned, så båden kunne løbe selv for vindroret, og efter et par timer fik Finn kræfter til at gå op og få det klaret. Straks faldt der ro over hele situationen, selvstyreren kunne overtage igen, og Svend Erik kunne komme ned om læ. Finn var tørnet ind igen, og Svend Erik lagde sig lige ned på køjen med alt tøjet på, sagde “Gud, hvor er jeg træt” og faldt straks i søvn. Jeg selv var stadig så svimmel og slap, at jeg overhovedet ikke turde kravle ud i cockpittet, men jeg kunne da godt sidde i kahytten og holde udkig, mens de to fik sig noget hvile.

Vi åd virkelig sømil nu, og så lige på kursen - for første gang siden Færøerne. Og jeg levede da, selvom jeg syntes, jeg havde stået og hevet Skt. Peter i buksebenet, mens jeg var væk.

Alt dette sad jeg nu og tænkte over, mens de andre sov, da jeg pludselig så i vasken, at kasserollen havde været brugt, tydeligvis til at varme dåsesuppe i. De har altså lavet suppe - efter alt at dømme uden at byde mig noget! Jeg kunne foreløbig kun undre mig; hvad var de dog for mennesker?
Senere bekræftede Svend Erik den mistanke, jeg allerede her sad med. Jeg spurgte ham om, hvorfor de ikke havde givet mig noget, når jeg nu lå dér og var så syg. “Det tænkte vi ikke på,” svarede han.
Jeg sad og tænkte: “Tak venner, og tak Finn, fordi du huskede mine hensyn til dig på udturen, da du havde din pandehulebetændelse.” Men jeg sagde intet, og faktisk havde jeg det ad helvede til. Var frygteligt svimmel, dårlig, træt, svag.
Helten var dog på sin post....

Den nordvestlige vind havde i lang tid haft frit spil til at bygge sø op uden forstyrrende land, så bølgerne var blevet virkelig store. Det gav nogle ordentlige surferture, men med denne sejlføring holdt “togføreren” os fint på kursen. Langsomt tog vinden af igen, og vi kom igen gennem oliefeltet, dog forbi nogle andre platforme end dem vi havde set på udvejen. Nu lå der imidlertid en mellemstor tanker ankret op ved een af platformene, og det gav virkelig indtryk af platformenes enorme størrelse.
Tankeren lignede et legetøjsskib ved siden af sådan een.

Hvor smiler fager de danske pandekager

For at undgå den udgående strøm langs Norgeskysten gik vi i en stor bue mod Jylland, nu igen på kryds i let vind. Vejret blev lunere, men det var stadig diset.


Søndag morgen så vi land. Oh, Danmark, det er nu alligevel godt at se dig igen. Vi havde Hanstholm lidt til styrbord, gik nær til kysten, og vendte over på den anden halse.		Jeg bagte brød i ringovnen, og vi fejrede gensynet med en festlig morgenmad. Vinden var nu meget sløj, vi drev langsomt langs kysten, der flimrede af varme.

Senere på dagen optrådte jeg med pandekagebageri, noget vi under hele turen havde fablet om.

Med i fantasien var synet af pandekagerne, der under vendingerne skulle flyve helt op af den åbne skydekappe og ned igen på panden, og dette viste sig muligt at udføre - til især Finns store glæde.

Aftensol på Rubjerg Knude, det er et syn, man ikke sådan glemmer.

Den ligner nærmest et kæmpemæssigt stykke veltygget tyggegummi, der er blevet forgyldt og trykket let ned på stranden.

Et intermezzo

Denne vidunderlige aften blev nu alligevel tidspunktet, hvor grøden kogte over.

Finn sad med sin kikkert og betragtede en lille hvid bygning inde på land, nær sandskrænten. Han sagde, “der ligger den gamle kirke, forladt, og der er den nye. Se dog, hvor tåbeligt, den gamle er jo langt den smukkeste”. Jeg lånte kikkerten og kiggede derind, men kunne kun se den lille bygning fra enden, hvor den nærmest lignede en redningsstation. Sagde så, lidt drillende, at det sgu ikke var en kirke, men at den anden derinde vist ikke var så ny endda.
Fra min læsning om kirker, der faktisk har min store interesse, vidste jeg at der ligger en mængde granitkirker i Jylland, og at de er meget gamle. Finn holdt på sit og jeg på mit i en afslappet atmosfære. Jeg gik så ned i kahytten, og hørte Svend Erik sige noget til Finn. Finn svarede så: “Ja, han har det med at udtale sig om noget, han ikke ved noget om....”

Det sagde Finn, min ven, til den idiot, der på hele turen havde plaget os med sine udtalelser om alt muligt, han ikke havde en s... forstand på! At Finn ikke har helt uret med hensyn til mine udtalelser om dette og hint, er en anden sag, men lige i dette tilfælde tog han altså grueligt fejl. Og så til ham der...
Et vulkanudbrud rejste sig i mit indre. Summen af turens fornedrelser bulnede op til et truende overtryk.

Jeg har nok aldrig før i mit liv følt mig så svigtet af et menneske, jeg havde tillid til og varme følelser overfor. Så mange gange havde jeg vist ham hensyn og velvilje. Så mange gange havde jeg bedt ham om at komme tilbage til en anstændig opførsel. Men han blev ved, eskalerede nærmere.
Og det frygtelige venskabs- og medmenneskelighedssvigt under min sygdom var en helt uhåndterlig størrelse i min bevidsthed. Den sad derinde som en sviende byld og pinte mig hele tiden.

Da han nu sad dér og bagtalte mig overfor Svend Erik, da flød bægeret over. Jeg var helt ligeglad med mit forhold til Svend Erik, han ville snart kun være et fjernt minde for mig. For mig var han for uinteressant og usympatisk til at engagere mig dybere i, endsige overhovedet at have noget med at gøre mere.
Men Finn, med hvem jeg havde haft så meget tilfælles, og uvægerligt ville få mere at gøre med, ham kunne jeg ikke lade være med at reagere imod. Og det blev voldsomt. Jeg sprang op som en trold af en æske, tog først til genmæle omkring hans udtalelser om min viden om kirker, men derefter om hans hele opførsel på denne tur. Han flygtede nærmest for mig, svarede ikke synderligt igen, forsvarede sig ikke. Ville ikke give mig øjenkontakt.

Et pip fra Svend Erik, igen om at tage det roligt, medførte en salve mod ham og om ham, så han kunne holde sin kæft. Midt under skyllen af ord kravlede Finn ned i kahytten og erklærede, at nu ville han sove. Mit raseri fik mere karakter af foragt. Jeg hånede ham for hans konfliktskyhed, for hans flugt fra den ballade, han selv uafbrudt lagde op til - men han veg bare. Til sidst lod jeg ham sove.

Dér drev vi nu afsted langs jyllandskysten så idyllisk, i den ganske svage vind. Mit frådende raseri tog langsomt af. Jeg havde ikke sagt noget om episoderne under min sygdom, de var nok for ækle og endnu for ømme til at rode i.

Og lidt efter, da vi var kommet et stykke længere, kunne jeg i kikkerten se, at Finn havde ret, det var den dejligste lille romanske middelalderkirke, tårnløs og kun bestående af skib og kor. Og den anden var en "nygammel" murstensrædsel, der før havde set ud som en granitkirke, oplyst af aftensolens røde skær.
Ak ja, liden tue vælter stort læs...

Det var nok ikke helt tilfældigt at min reaktion overfor Finn først kom, da vi lå i det gode vejr tæt ved det frelsende land. Men nu havde den altså fået helt frit løb, og det var jeg faktisk glad for. Jeg kunne stå inde for alt, hvad jeg havde overhældt ham med, og også det Svend Erik havde fået.

Jeg fik sovet, stod op i den tidlige morgen og overtog vagten fra Svend Erik, der havde haft nattevagten - og nydt den. Vi gik i stå lidt forbi Hirtshals; det var mildt og døddamstille.

Mytteri

Finn vågnede op lidt senere denne herlige pinsemorgen og sagde: “Jeg vil af her, sejl ind til Hirtshals”.
Meget forståeligt, bortset fra tonen; han skulle jo på arbejde imorgen - og så dukkede han ned igen.
Båden lå helt stille, så jeg vendte den ved at slå med roret, og baksede spileren op. På skæring med spileren kom der lidt fart i båden, men den meget svage vind skiftede retning og styrke hele tiden, så det var svært at få spileren til at bære. Finn stak overkroppen op af forlugen for at tømme toiletspanden efter endt gerning, kastede et kort blik på spileren og sagde: “Den står for slæk i skødet, stram op!”

Hvad tænkte han dog på, efter aftenens episode?

Jeg sagde: “Hold din kæft, vinden skifter, og du skal ikke bare stikke hovedet op og gøre dig klog....”

Han klappede i og vi sejlede videre. Da vi var ret tæt på havnen, havde Svend Erik roret, og jeg styrede spilerskøderne. Der var kommet lidt mere vind, det gik med god fart. Finn sagde nu for anden gang etellerandet, jeg husker ikke hvad, kun hans bydende tonefald. Jeg slap skødet, så spileren blafrede frit ud i luften og sagde: “Sejl dit lort selv, Finn, jeg lyder ikke flere ordrer fra dig.”
Derpå forholdt jeg mig helt passiv og overlod ganske til dem at få os ind og fortøjet i havnen, iøvrigt til et temmeligt upraktisk sted, langt fra alle faciliteter og banegården.

Hirtshals-pagten

Finn pakkede det mest nødvendige og gik. Jeg gik afsted for at få et bad og noget morgenmad, og mødte på vejen dertil Finn, der havde fået vejen til stationen at vide, og nu var på vej. Han sagde farvel, og jeg sagde til ham, at jeg ikke kunne garantere ham for, at hans båd kom hjem. Han havde ikke lavet nogle aftaler med os om det, inden vi kom i havn, vel vidende, at der også ville være konflikt i det. Han nikkede bare forvirret og gik, og overlod på denne måde sin båds skæbne i vore hænder.

Jeg tog et bad på Sømandshjemmet og spiste morgenmad der. Badet, barberingen og morgenmaden gav mig nye kræfter og jeg fandt et åbent supermarked på trods af at det var 1. pinsedag. Dér befandt jeg mig så i selskab med en sværm af købegale nordmænd, der rigtigt forsynede sig, inden de skulle med færgen Hirtshals-Kristianssand hjem.

Da jeg kom tilbage til båden, tog jeg straks en snak med Svend Erik om hjemturen. Jeg forelagde ham 3 muligheder for turens forløb :
1. Han kunne sejle båden hjem alene.
2. Jeg kunne sejle båden hjem alene.
3. Vi kunne sejle båden hjem sammen. Men så var jeg skipper, jeg lagde rute og sejlplan, og det skulle være direkte hjem. Vi skulle nok få en dejlig tur, og med en anden kommandotone end Finns.

Han mukkede først lidt, ymtede noget om, at han var blevet bange for mig aftenen før. Faktisk havde han frygtet, at jeg var blevet voldelig, så rasende som jeg var, og hvad hvis nu jeg blev det igen? Og hvorfor kunne vi ikke være fælles om beslutningerne?
Jeg sagde klart, at jeg ikke havde nok tillid til hans evner til at lade ham bestemme noget, og gentog derpå de 3 muligheder. Jeg bedyrede, at jeg helt kunne stå inde for dem alle (jeg regnede ikke med, at han turde prøve at sejle båden hjem alene). Efter at have tygget på den gik han ind på måde 3, fælles hjemsejling på mine betingelser.

En helt anden sejlads

Svend Erik havde også provianteret lidt, så vi drak en bajer med nogle fiskere, og kom afsted om eftermiddagen. Rundede Skagen og sejlede lige gennem en hel familie af tordenbyger, der passerede foran og bag os uden at ramme os. Den lette vind tog langsomt til fra øst-sydøst. Idet vi om natten passerede Læsø Rende Fyr og dermed kom fri af grundene, slog en stor sø op og fyldte genuaen, så den flængede 3 steder. Vi havde syet på den een gang på udturen, men nu gav den altså helt op, mør som den var. Op med krydsfokken og kurs mod Anholt, som vi lige kunne holde op.

Sejlturen havde siden Hirtshals forløbet i en helt anden stemning. De lurende konflikter var som blæst væk, det var faktisk hyggeligt. Vi snakkede kammeratligt og høfligt, var som befriede for en ond ånd.

Een af årsagerne til, at jeg havde fastholdt at lægge sejlplan og rute var, at Svend Erik tidligere havde ymtet noget om, at han gerne ville tage hjemturen fra Skagen lidt med ro, og gerne ville besøge forskellige venner på vejen (jeg tænkte: ja, for at prale over denne bedrift, vorherrebevar’s). Men jeg var opsat på at gennemføre denne tur konsekvent og få den overstået - så jeg fastholdt. Desuden havde jeg ting der skulle gøres hjemme; min båd lå i Kastrup Havn og stegte i hedebølgen - uden mast - og skulle afsted om meget snart på en tur.

Så vi gik hårdt til den.

Jeg må her nok sige, at stemningen ombord var så udmærket, at jeg fik helt sympati for Svend Erik. Så meget, at jeg lovede ham ikke at fortælle til nogen, under hvilke befalingsmæssige omstændigheder, vi havde gennemført denne sidste etape. Hans argumentation var, at det ville ærgre Finn at tro at vi rigtigt havde kunnet finde ud af det uden ham, men det var nu nok nærmere hans eget image, det drejede sig om. Dette løfte bryder jeg altså hermed.

Vinden var frisk nu, så vi måtte tage et reb i storsejlet. Jeg havde en meget nødvendig telefonopringning at foretage til arbejdsformidlingen, så vi gik ind i Anholt Havn tirsdag middag.

Vi havde lige fortøjet, da en Færøjolle kom sejlende ind i havnen for sejl - var vi sejlet
i den forkerte retning ?

"Vores" båd ses i baggrunden,
ved kajen i den næsten tomme havn.

Efter 4 timer på øen gik vi afsted igen.

Nu manglede vi den store genua i den svage vind, men ikke så længe, for om natten friskede vinden kraftigt igen.
Efter al den frie havsejlads var det frygteligt stressende at sejle mellem alle disse grunde og øer, alt det ubetryggende land. Hele tiden skal man navigere - og så den forbandede, korte kattegatsø, som netop denne båd hugger forfærdeligt i.

Onsdag morgen havde vi Kronborg om styrbord, og ved 13-tiden anløb vi Sundby havn. Vi havde gennemført - dog med nogen overskridelse af den afsatte tid. Men med kryds det meste af vejen, en stor del i ganske svag vind, og med forsinkelserne ved landgangene, ja, så kunne vi godt være turen bekendt, syntes vi - altså rent tidsmæssigt....
På de 3 uger og knap 5 døgn var 2 x 800 sømil vand blevet pløjet af vores køl, altså plus turene rundt ved Færøerne og tillæg for kryds, ialt vel godt 2000 sømil.

Efterskrift

Efter en sådan turbeskrivelse rejser spørgsmålet sig naturligvis straks: Hvordan kunne det have været undgået, at det gik sådan ?
Og hvad kan man gøre for at undgå, at det kommer dertil en anden gang ?

Jamen, kunne nogen indvende: Var det da så slemt ?

Ja, buen var spændt - lige til bristepunktet. Der var had i luften, raseri og forsmåelse, skuffelse og sorg. En farlig cocktail - der skulle ikke have været kommet mange gnister til, før der havde været virkelige udslag af desperation ombord. Nåh, desperationen havde måske højst resulteret i at mindst een af os var gået i land et eller andet mærkeligt sted på vejen fra Færørerne til Sundby Havn.

Men hvad jeg kunne have gjort, det har jeg ikke noget bud på den dag idag. Her bagefter kan jeg kun sige : Ladet være !
Det er naturligvis gak i låget at tage en person ind en uge før en afgang af den art. Og det var en fatal brøler fra Finns side at overse de virkninger en personlighed som Svend Eriks ville få på hans eget sind. Han kendte ham jo fra andre sejlture.
Finn var i forvejen ikke for godt kørende i den tid, hårdt presset som han var, både i sit privatliv og i sit virke som formand for Arbejdsløshedspartiet - og ovenikøbet må han også have noget angstfuldt forbundet med det at sejle - det er gået op for mig ved efterrationalisering af hans udtalelser og adfærd.

Alt dette er nemt at se bagefter, men lysten til at udfordre verden kan altså ødelægge evnen til at se klart og præcist. Det er som en forelskelsestilstand, og kærlighed gør som bekendt blind.

Og ligesom i kærlighed kunne det have fået fatale konsekvenser for os involverede, at vi havde fået sådan en psykisk dynamitladning i lasten. Det var en slem oplevelse for sjælen - i hvertfald for mig - og jeg var lang tid om at komme mig. Ja, se: det tog de godt 5 år, som man også siger det tager at komme sig over et sønderrevet kærlighedsforhold - og som det tager for skattegæld at blive forældet - før jeg var i stand til at bearbejde oplevelserne til videregivelse.

Vort hovedformål med turen var at opleve naturen og sejloplevelsen, ikke at afprøve de menneskelige reaktioner og relationer under ekstreme forhold. Vi fik det hele med fuld styrke, og har dermed fået overopfyldt vores målsætning.

Erfaring er ikke at foragte, så trods alt kan turen vel mest betragtes som en gevinst - uanset at denne gevinst for en stor dels vedkommende føles som noget af et æres- og venskabstab. Opgaven er vel så at forvalte denne gevinst bedst muligt.
Det bliver spændende at se, hvordan det går med det . . .

Stig Ekblom

Hvis du skulle have lyst til at læse lidt af Finn Ejnar Madsens egen, men kun påbegyndte beretning, så kan du komme til den her


		Vaagfjorden er så dyb, at den gennemskærer Suderoy på nær een lille kilometer, så der er en kort gåtur ud til den voldsomme vestkyst. Herude er der en gammel betonslidske ned til havet til at søsætte både fra, så man sparede den lange rotur syd om Suderoy, når man ville til fiskebankerne ude i vest. Og man undgik det virkeligt farlige farvand med farlig strømsø og skær syd for Akraberg, som vi ved vor første ankomst troede, vi havde forvildet os ind ! Her er mangt et skib gået til. Man kunne fra toppen af en 250 m høj, ned til havet lodret skrænt se til Akraberg, det sydligste forbjerg med fyret, der gang på gang er blevet taget af havet trods sin placering på en klippehylde 90 m oppe. Den næsten 1 km brede lavning mellem havet og Vaagfjorden, det såkaldte eide, der mod vest har en over 25 m høj skrænt mod havet, bliver i vinterstormene overskyllet med op til 1 m høje vandmasser, forårsaget af bølgeslaget ind over skrænten.
Derfor ligger kun idrætsanlægget - ingen huse - i dette område. Ja, der hersker noget større naturkræfter her end i vort eget hjemlige inferno, Køge Bugt!