Romantikkens filosofi og Positivismen

Intro

Antikken
Middelalderen
Renæssancen
Romatikken
20. århundrede

Fra de realistiske og empiriske tænkere går vi nu ind i 1800-tallet, som i Europa er præget af industrialiseringen, hvor de tekniske landvindinger får stor betydning. I starten af denne periode er det specielt romantikken og positivismen, der gør sig gældende som to hovedgrene af filosofien. Den romantiske filosofi påvirkede mest Tysklands og Nordeuropas filosoffer, mens positivismen udsprang af den franske og engelske filosofi.

Romantikken

Romantikken er et diffust begreb, da det lige så meget står for en historisk periode inden for kunst, statsmagt m.m. som en naturfilosofi.

De romantiske filosoffer var idealistiske. De mente, at verden var identisk med ideerne. De mente, at mennesket har udviklet sig fra en slumrende intelligens til den bevidste ånd eller sjæl.

G.W.F. Hegel mente, at alle erfaringer kun var en bid af helheden, og hvis man ville danne sig et billede af helheden, kunne man ikke gå empirisk til værks, idet det kun ville illustrere en del af helheden. Hegel mente, at man ikke kunne danne nogen teori alene ud fra empiriske iagttagelser, da man aldrig ville kunne opnå alle iagttagelser. Man skulle beskrive virkeligheden så godt som muligt, og derefter kunne man opnå den fulde og vigtigste erkendelse ved videre tankeudvikling. Hegel brugte den såkaldte dialektiske metode, der indebar, at erkendelsen blev opnået igennem samtale og modsatte synspunkter. Hvis man ville belyse et synspunkt, skulle det modsatte stilles op. og via diskussionen af de to synspunkter, skulle et af dem blive afklaret. Konsekvensen af Hegel var. at alt empirisk erfaring kun er underordnet.

Den samme udvikling gælder for alt i naturen, fra den uorganiske natur gennem plante-dyreverden og frem til mennesket. F.W.J. Schelling bliver regnet for romantikkens egentlige filosof. Det er ham, der taler om udviklingen i naturen. Udviklingen fra det lavere til det højere, fra det dårligere til det bedre. Der er hele tiden tale om en stadig større frigørelse af muligheder og kræfter, der styrer mod et åndeligt mål.

Romantikerne mente, at der er en ånd i naturen. Erfaringer var derfor kun subjektive eller vildledende brudstykker i helheds mønstret. H.C. Ørsted udgiver i 1850 "Aanden i Naturen", hvor hen gør rede for, at de naturlove vi opdager, skal forstås som det åndelige i naturen. Her her vi som i realismen en opfattelse af, at der må være en bagvedliggende ideverden, ideerne rigger i serve naturen.

Positivismen

Positivismen udsprang af den franske materialistiske filosofi og den engelske erfaringsfilosofi.

Auguste Comte betegnes som positivismens grundlægger. Han siger, at vi bør holde os til det positive, hvilket vil sige, det der kan vejes, måles og tælles. Det metafysiske og abstrakte kunne man ikke udtale sig om. Ifølge Comte kunne man kun opstille love for regelmæssige processer. Han op stiller nogle trin, som den menneskelige erkendelse kan gennemløbe. Det første trin består i, at menneskene tænker på en tilværelse styret af guder og ånder. Andet trin er det metafysiske stadium, hvor guderne og ånderne bliver erstattet med abstrakte kræfter og livsprincipper. Det sidste trin er det såkaldte positive stadium, hvor menneskenes erfarings område er voks et så meget, at de ikke mere behøver at supplere deres erkendelse med "fantasiforestillinger". Positivisterne mente ikke, at man overhovedet kunne opstille naturlove, hvis man ikke kunne sanse de fænomener, man havde opdaget. Ernest Mach skrev i 1893 til diskussion om atomerne:

"Atomerne kan vi intetsteds sanse. Ja, atomerne tilsirives delvis egenskaber, som er i modstrid med alle hidtidige iagtagelser. Skulle atomteorien alligevel være egnet til at beskrive en række kendsgerninger, vil naturforskeren, som har fattet kærlighed til Newtons filosofiske regler, kun lade denne teori gælde som et provisorisk hjælpemiddel, og tilstraebe en udskiftning med en mere naturlig anskuelse".

Positivisterne mente, at al viden bygger på vane og at vi gennem mange erfaringer (af f.eks. fakta eller naturlove) er vent til at se sammenhænge mellem fænomener, som er konstante. Udfra disse konstante fænomener kan vi danne nye naturlove. Disse naturlove er opstillet på grundlag af ufuldstændig induktioner, da man aldrig ken have samtlige iagttagelser. Fordi man f.eks. siger, at alt menneskeblod er rødt, er det ikke ensbetydende med, at man her skåret alle mennesker op. John Stuart Mill formulerede i sit værk "A System of Logic", at al videnskab byggede på vane.

Mill udtalte sig om matematik, hen hævdede at matematikkens aksiomer bygger på sanseerfaringer og ikke på intuitiv afdækning af de matematiske størrelsers nødvendige relationer.

Mill mener, at man ikke ken udlede noget matematisk udfra sine egne tanker og ideer, og at man heller ikke kan tage andres matematiske ræsonnementer og udlede noget udfra disse. Det er kun vha. sine sanser, at man kan slutte noget matematisk.

Til Top

Romantikken, positivismen og termodynamikkens 1. hovedsætning

Romantikerne ville tolke termodynamikkens 1. hovedsætning som en erfaringsbaseret naturlov. Det vil sige, at man fra forskellige erfaringer her fundet frem til en naturlov, der beskriver ånden i naturen, og derfor er termodynamikkens 1. hovedsætning en del af idéverdenen.

Positivisterne ville tolke termodynamikkens 1. hovedsætning som et godt eksempel på deres grundholdning. Her bruger man sine erfaringer til at vise en grundlæggende naturlov.

Vi ser endnu engang i historien, hvordan de to filosofiske modpoler i historien er oppe mod hinanden. Romantikerne fastholder, at der eksisterer en bagvedliggende idéverden, en ånd i naturen, og positivisterne her en stærk empirisk opfattelse af, at naturlove kun ken beskrives udfra direkte sansninger og erfaringer.

Romantikken, positivismen og Maxwells ligninger

Maxvells ligninger bekræfter romantikernes filosofi. Her har vi en teori, som viser, hvordan man rationelt er nået frem til en overordnet beskrivelse af naturen, endda en teori der beskriver noget, man ikke ken se. Maxwells teori ville fra romantikernes synspunkt beskrive et aksiom fra idéverden.

For positivisterne ville Maxwells ligninger være rent tankespind. De ville opfatte ligningerne som en naturlov, der er udviklet ud fra matematiske ræssonnementer. Den ville ikke være gyldig, da man ikke direkte her brugt sanserne for at komme frem til teorien.

Filosoffernes forudsætninger

Romantikerne er nok en reaktion på Lockes og Humes empirisme i 1600 - 1700 tallet. Romantikerne bygger videre på Descartes' teorier ved fremhævelsen af ånd og idéverden og er på nogle områder en videreudvikling af Kants teorier.

Positivisterne er en viderudvikling på Lockes empirisme og Humes skepticisme, hvor man kun ved hjælp af ren empirisk viden ken finde naturlove. Denne tenders til at tillægge empiri større betydning skyldes den kraftige udvikling af forsøgsmetode og teknologi.

Ernest Mach (1838-1916), østrigsk fysiker og filosof blev født i Turas i 1838. Han var professor ved universiteterne i Prag og Wien. I sin bog, " The Science of Mechanics': laver han en kritisk undersøgelse af den historiske udvikling, af det Newtonske verdensbillede.

John Stuart Mill (1806-1873), engelsk tænker, blev født i London i 1806, blev kendt som 'frihedens filosof". Mill's far startede med at lære ham græsk og latin fra han var 3 år, hvilket resulterede i at Mill som 7 årig Iæste Platons dialoger på originalsproget. Mill var engelsk parlamentsmedlem i perioden 1865-1868 og ses som en af liberalismens fædre. 1 1843 udgiver Mill "system of logic': hvor Mill betoner, at al erkendelse i sidste instans beror på vore sanseindtryk

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), tysk filosof blev født i Stuttgart i 1770. Læste i periode 1788-93filosofi og teologi ved unversitetet i Tübingen, hvorefter han havde flere forskellige beskæftigelser bl.a. som huslærer i Bern og Frankfurt, privat docent i Jena, redaktør Bamberg og gymnasierektor i Nürnberg. Hegel opnåede i 1818 at blive professor i filosofi i Heidelberg, og fra 1818 blev han professor i Berlin.

Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling (1775-1854), tysk filosof blev født i 1775 i Leonberg. Som 15-årig studerede han teologi og filosofi i Tübingen og naturvidenskab i Leipzig. Efter at have arbejdet som huslærer blev han professor i Jena i året 1798. 1 1841 blev, han professor i Berlin efter at have været i München. Schelling blev betragtet som en af de førende indenfor den tyske romantik.

Hans Christian Ørsted (17771851), dansk fysiker og kemiker, blev født i Rudkøbing 1777. Ørsted var professor ved Københavns Universitet, og det var her han opdagede, at en kompasnål slog ud, når den kom i nærheden af en strømførende ledning. Hermed var han den første, som opdagede en forbindelse imellem elektriske og magnetiske fænomener.

Auguste Comte (1798-1857), fransk filosof, blev født 1798 i Montpellier. Da Comte var 16 år blev han indskrevet ved den polytekniske læreanstalt i Paris, som senere blev lukket pga. elevernes revolutionere sindelag. 1 1826 forsøgte Comte at gøre sig gældende med en forelæsningsrunde men måtte imidlertid opgive, da han fik et nervøst sammenbrud. Forelæsningerne tog Comte op igen i 1828, og denne række af forelæsninger dannede grundlaget for hans filosofiske program.